Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og shia muslim af trosretning fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle eller blive dømt til stening af myndighederne, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun indledte et forhold til en mand ved navn [M] cirka 18 måneder før sin udrejse af Iran. Ansøgeren og [M] så hinanden hver anden eller tredje uge, og deres forhold udviklede sig til et seksuelt forhold efter to-tre måneders bekendtskab. [I sommeren 2014] blev ansøgeren konfronteret med forholdet til [M] af hendes ægtefælle, idet han havde fundet billeder af ansøgeren og [M] på ansøgerens computer. Ægtefællen blev vred og voldelig, og han sagde, at han ville melde ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren og hendes datter flygtede fra hjemmet, hvorefter de tog ophold hos ansøgerens broder, indtil de udrejste legalt af Iran til Tyrkiet [i sommeren 2014]. Efter udrejsen har ansøgeren fået oplyst, at hendes moders bopæl er blevet opsøgt, og at hendes broder og søn er blevet afhørt af myndighedsrepræsentanter, idet myndighederne eftersøger ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at forklaringen på centrale punkter forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden, ligesom ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende og afglidende. Flygtningenævnet finder det således helt usandsynligt blandt andet, at ansøgeren skulle have billeder liggende på sin computer af hende og [M], mens de kyssede og sad i sengen. I den forbindelse forekommer det endvidere utroværdigt, at ansøgeren alene skulle have adgangskode på sin computer få dage om måneden. Ansøgerens forklaring herom fremstår desuden afglidende og usammenhængende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at ansøgeren kunne flygte hen til sin bror og opholde sig her i 4 dage, uden at hendes mand opsøgte hende. Forklaringen om, at hendes ægtefælle for flere år siden gav tilladelse til, at hun og datteren fik udstedt pas, fremstår påfaldende, og forklaringen om, hvorfor hendes og datterens pas lå hos ansøgerens mor, forekommer ikke troværdig, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om, hvorfor hun ikke er blevet skilt fra sin mand. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om blandt andet, hvem hun havde fortalt om sit forhold til [M], før hun flygtede hen til sin bror, og om sin kontakt til familien efter hendes udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2015/33.
