Nævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk bakhtiari fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren var tidligere muslim af trosretning, men efter hun kom til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes søn har været politisk aktiv og deltaget i demonstrationer i Iran. Sønnen har på grund af sin politiske aktivitet været tilbageholdt af myndighederne flere gange. Efter at ansøgeren er kommet til Danmark, er hun konverteret til kristendommen. Hun blev døbt i Danmark i [sommeren] 2013 og har deltaget i dåbsforberedelse, inden hun blev døbt. Hun modtager fortsat undervisning i kirken i dag. Ved en tilbagevenden til hjemlandet, frygter hun for sin og familiens sikkerhed på grund af sønnens politiske aktiviteter. Herudover frygter hun, at hun ikke vil kunne praktisere sin kristne tro i hjemlandet. Ansøgeren har forklaret, at hun og sønnen ansøgte om visa til [et europæisk land]på [det europæiske lands]ambassade i Teheran, men at de aldrig fik visa i hænde, og at de udrejste illegalt af Iran, idet de på æselryg krydsede grænsen til Tyrkiet og derfra rejste til Danmark skjult i en lastbil. [Det europæiske lands] ambassade i Teheran har imidlertid til de danske myndigheder oplyst, at ambassaden har udstedt visa til ansøgeren og hendes søn og udleveret passene med de udstedte visa til ansøgeren og hendes søn personligt. Ambassaden har fremsendt kopi af passene samt af fly- og hotelreservation. Det fremgår, at de omhandlede visa er udstedt i foråret 2013 med gyldighed i en måneds tid. Af den med visumansøgningen indleverede hotelreservation fremgår, at der var bestilt hotelværelse i [det europæiske land] i en uges tid i foråret 2013 til ansøgeren og hendes søn og yderligere en kvinde, som skulle dele et dobbeltværelse med sønnen. Ansøgerens forklaring om, at passene ikke som oplyst af ambassaden er afhentet af hende og sønnen personligt, og at hun intet kender til hotelreservationen, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer flertal at måtte tilsidesætte som utroværdig. Flertallet tilsidesætter på den baggrund i det hele ansøgerens forklaring om den illegale udrejse fra Iran og lægger til grund, at ansøgeren og hendes søn er udrejst legalt af Iran via Italien. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens og hendes søns forklaring om, at sønnen som følge af deltagelse i demonstrationer i 2009 skulle være blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder, til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes søns generelle troværdighed som følge af den urigtige forklaring om udrejsen er svækket i betydelig grad og finder endvidere, at ansøgerens søn på nærmere spørgsmål om tilbageholdelserne har svaret upræcist og afglidende, og at forklaringen ikke forekommer selvoplevet. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes søn i Udlændingestyrelsen har forklaret indbyrdes divergerende om, hvor længe den første tilbageholdelse varede, idet ansøgerens søn forklarede en nat og ansøgeren to-tre døgn. Ansøgerens forklaring i nævnsmødet om, at divergensen skyldes, at ansøgerens søn ikke havde været hjemme i nogle dage op til tilbageholdelsen, finder flertallet ikke troværdig. Vedrørende den anden tilbageholdelse har ansøgeren og hendes søn også forklaret divergerende, idet ansøgeren har forklaret, at sønnen blev hentet af politiet to-tre timer efter, han kom hjem, mens sønnen til asylsamtalen forklarede, at politiet kom den følgende morgen, og i nævnsmødet 5-6 timer efter hans hjemkomst. Det forekommer i øvrigt ikke troværdigt, at ansøgerens søn blev søgt af politiet på bopælen allerede et par timer efter, at han under demonstrationen afbrændte et billede af Ahmadinejad. Også vedrørende hjemkomsten efter den anden tilbageholdelse er der forklaret divergerende, idet sønnen har forklaret, at han blev kørt hjem af en tilfældig, hjælpsom bilist, mens ansøgeren har forklaret, at sønnen formåede at tage en taxa, som hendes mand betalte ved hjemkomsten. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens søn i foråret 2010 uden problemer har fået udstedt iransk pas, og lægger som anført ovenfor til grund, at han har kunnet udrejse legalt af Iran. Ansøgerens søn har i øvrigt efter forklaringerne ikke haft problemer med de iranske myndigheder i de seneste 10 måneder før udrejsen af Iran, og der er ikke grundlag for at antage, at hverken hans derboende søster eller hans bror, der aftjener værnepligt, har haft problemer med iranske myndigheder som følge af hans forhold. Vedrørende ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ved indrejsen i Danmark i […] 2013 og i sit asylansøgningsskema den f […]2013 oplyste at være muslim. Ansøgeren og hendes søn har begge forklaret, at der ikke blev praktiseret religion i hjemmet i Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen 3-4 år før udrejsen af Iran, at hun, da hun udfyldte sit asylansøgningsskema, fortsat var muslim, men at hun herefter begyndte at anse sig selv som kristen og gerne ville lære mere om det, og at hun efter dåbsundervisning en gang ugentligt i to-tre måneder blev døbt i sommeren 2013. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren og hendes søn til den første asylsamtale har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår deres interesse for kristendommen opstod, idet sønnen angav, at de begge fik interesse for kristendommen 6-7 måneder før udrejsen, mens ansøgeren forklarede, at hendes interesse opstod 3-4 år før samtalen. Den senere forklaring om, at ansøgeren holdt sin interesse hemmelig for sønnen i de første år, finder flertallet ikke overbevisende. Ansøgerens søn har endvidere udbyggende forklaret, at han via en ven, der var i Tyrkiet, skaffede sig en bibel, som han læste i Iran, idet vennen opbevarede biblen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at de ikke havde nogen bibel i Iran, da det var for farligt. På denne baggrund og henset til ansøgerens generelle troværdighed finder Flygtningenævnets flertal, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren reelt er konverteret til kristendommen. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2014/18
