Nævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han bekender sig til trosretningen eckankar og har arrangeret møder for denne i Iran, ligesom han har opfordret sin familie og sine venner til at deltage i disse møder og konvertere til eckankar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at myndighederne i Iran har fundet ud af, at han er konverteret til eckankar. Ansøgeren har i den forbindelse modtaget trusler via telefonbeskeder to gange og en gang via SMS. Ansøgerens hjem er blevet ransaget af myndighederne, hvor flere af ansøgerens bøger og ansøgerens broders computer blev konfiskeret. Efter ansøgerens udrejse er hans broder blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder i to dage. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren at blive fængslet, tortureret eller henrettet på grund af sine aktiviteter for eckankar. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til eckankar, og at han som følge heraf er kommet i myndighedernes søgelys, til grund. Flygtningenævnet finder således forklaringen om, at ansøgeren gennem cirka halvandet år har afholdt eckankar-møder i en offentlig park, og at han gennem denne periode har modtaget trusler fra de iranske myndigheder to gange per telefon og en gang via SMS, uden at myndighederne foretog sig yderligere, utroværdig. Det forekommer endvidere utroværdigt, at myndighederne alene har interesseret sig for ansøgeren og ikke hans moder eller søskende, uanset myndighederne under ransagningen af ansøgerens hjem angiveligt fandt bøger fra eckankar-bevægelsen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens troværdighed blandt andet lagt vægt på, at han ikke har praktiseret eckankar sammen med andre, efter at han er indrejst i Danmark den […] 2012. Han har ikke kontaktet eckankar-bevægelsens hovedkontor i USA og har alene kontaktet den danske afdeling ved at få en ven til at lægge en besked på afdelingens telefonsvarer med anmodning om at kontakte ansøgeren, hvilket ikke har ført til yderligere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der jævnligt er i kontakt med sin familie i Iran, ikke har kontaktet nogle af de personer, som han angiveligt havde holdt ugentlige møder med om eckankar, og som han har opfattet sig som en form for leder af. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at de bøger, som ansøgeren har fremvist under nævnsmødet, fremstår som ubrugte, til trods for, at bøgerne efter ansøgerens forklaring er de helligste bøger og betyder så meget for ham, at hans bror sendte dem til ham fra Iran via Sverige, fordi broderen var klar over bøgernes særlige betydning for ham. Flygtningenævnet finder ikke, at de fremlagte breve, herunder brevet adresseret til […] i Canada, kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således ikke, uanset ansøgeren måtte have en vis interesse for eckankar-bevægelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2013/7
