Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i april 2013 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes datter vil blive dræbt, og at hun selv vil blive voldtaget, fordi ansøgeren har nægtet at lade sig skille fra sin herboende ægtefælle og efterfølgende gifte sig med en anden mand efter faderens anvisning. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hendes bopæl flere gange er blevet ransaget af myndighederne efter ansøgerens ægtefælles flugt fra Iran. Myndighederne konfiskerede blandt andet ansøgerens vielsesattest, ID kort og nationalitetsbevis. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen, på trods af ansøgerens vanskeligheder med nærmere at tidsfæste forskellige begivenheder, har fremstået selvoplevet, troværdig og konsistent. Ansøgerens ægtefælle måtte efter valget i 2009 flygte fra Iran, og han blev i 2010 meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter ægtefællens flugt blev ansøgerens bolig ransaget, og hendes personlige papirer blev konfiskeret. Efterfølgende blev ansøgeren overvåget af myndighederne. Det må lægges til grund, at myndighedernes interesse for ansøgeren aftog, da myndighederne blev klar over, at ansøgerens ægtefælle var flygtet ud af Iran. Nævnet lægger imidlertid til grund, at ægtefællens forhold, og den omstændighed, at ansøgeren ikke længere var i besiddelse af sine personlige papirer medførte, at ansøgeren befandt sig i en særligt udsat position både i forhold til de iranske myndigheder og i forhold til sin egen familie. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgerens fader, da det stod klart, at ansøgers ægtefælle var flygtet til Danmark, lagde pres på ansøgeren, for at hun skulle lade sig skille. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af referenceakterne fra ægtefællens asylsag, at han i 2010 oplyste om det pres, ansøgeren var udsat for. Nævnet lægger endvidere til grund, at faderens pres på ansøgeren stedse forstærkedes, og at faderen, der havde fået ansøgerens personlige papirer i sin besiddelse, krævede, at hun giftede sig med en i forvejen gift mand, der var bekendt af familien. Nævnet lægger til grund, at ansøgerens modstand mod dette ægteskab medførte, at manden truede med, at ansøgerens datter ville blive slået ihjel, og ansøgeren selv ville blive voldtaget, og at dette sammen med faderens fortsatte pres var årsagen til, at ansøgeren sammen med datteren måtte flygte til Teheran, hvor hun med hjælp fra ægtefællens familie holdt sig skjult, indtil hun flygtede til Danmark. Flygtningenævnet finder på dette grundlag, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb af en sådan karakter, at det er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren opfylder ikke betingelserne for asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger […] samt et barn, […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. stk. 2.” iran/2013/23
