Nævnet meddelte i august 2013 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt parrets mindreårige barn fra Iran. Indrejst i 2010 og 2011. I 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2013 hjemviste Flygtningenævnet sagerne til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på indhentelse af den mandlige ansøgers broders asylsagsakter fra et vesteuropæisk land.. Senere i 2013 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er etniske kurdere og tilhører Ahl-e Haq religionen fra […] provinsen i Iran. Hverken den mandlige eller den kvindelige ansøger har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den kvindelige ansøger har ikke været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som sit asylmotiv henvist til, at han omkring et år før sin udrejse af Iran i efteråret 2010 begyndte at udføre politisk aktivitet for Det Demokratiske Kurdiske Parti i Iran (KDPI). Det var hans faders fætter, […], der introducerede ham for partiet. Faderens fætter bad ham om at ophænge politisk materiale fra KDPI. Sammen med sin broder [….] ophængte ansøgeren fem gange ulovligt politisk materiale sent om aftenen i […] og Kermanshah. De ophængte senest materialet i Kermanshah, hvor de blev afsløret af myndighederne. De flygtede på ansøgerens motorcykel. Under flugten blev der to gange skudt mod dem. Efter at motorcyklen var væltet, flygtede de videre til fods. Det lykkedes dem at slippe væk. I den efterladte motorcykel opbevarede broderen sine id-papirer samt papirer vedrørende motorcyklen. På motorcyklen var der endvidere politisk materiale, som de senere skulle have hængt op. Næste dag tog ansøgerne med deres barn og den mandlige ansøgers broder til grænseområdet ved Tyrkiet. Den mandlige ansøgers fader hjalp med at få arrangeret flugten ud af Iran. Under den videre rejse gennem Europa blev den mandlige og kvindelige ansøger på foranledning af en agent skilt ad, således at den mandlige ansøger og hans broder kom til et vesteuropæisk land, hvor broderen senere fik opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger rejste med ægteparrets søn til Danmark, hvortil den mandlige ansøger herefter blev overflyttet. Den mandlige ansøger har efter flugten fået forbindelse med sin fader, der har oplyst, at myndighederne to gange har været på bopælen. Faderen har endvidere sendt kopier af tilsigelser, vedrørende den mandlige ansøger og hans broder, til bekendte i et vesteuropæisk land. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Hun frygter ved en tilbagevenden de iranske myndigheder som følge af ægtefællens politiske aktiviteter. Der er flere politisk aktive i hendes og ægtefællens familier, der er blevet slået ihjel af myndighederne. Nogle gange er der i den forbindelse udøvet alvorlige repressalier over for andre familiemedlemmer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes forklaringer i al væsentlighed har været konsistente under hele asylforløbet. Forklaringerne er i overensstemmelse med den forklaring, som den mandlige ansøgers broder har afgivet til myndighederne i et andet vesteuropæisk land. Ansøgerne har endvidere i nævnet kunne svare sikkert og overbevisende på de opklarende spørgsmål, der er stillet til dem. Uanset det anførte i Udenrigsministeriets notat af […] 2011 vedrørende ægtheden af den tilsigelse, der efter ansøgernes udrejse, i kopi er sendt fra den mandlige ansøgers fader, finder Flygtningenævnet efter en samlet troværdighedsvurdering, at ansøgernes forklaringer kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at de iranske myndigheder er bekendt med, at den mandlige ansøger, som forklaret af denne, har udført alvorlig ulovlig politisk aktivitet for KDPI. Som følge heraf findes ansøgerne at være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse af de iranske myndigheder, hvis de vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor de iranske statsborgere […] og […], samt et barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2013/22
