Nævnet stadfæstede i januar 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne begge er fra Kermanshah by i Iran. De har forklaret, at de ikke har været medlemmer af nogen politiske eller religiøse foreninger. Den mandlige ansøger er […] og kurder. Den kvindelige ansøger er kristen og […]. Ansøgerne frygter forfølgelse fra det iranske regime, dels fordi navnlig den mandlige ansøger er kommet i myndighedernes søgelys som tilhængere af Den Grønne Bevægelse, dels på grund af at de tilhører etniske og religiøse mindretal, der diskrimineres og ofte forfølges. Dette gælder ikke mindst, når der som for den kvindelige ansøger er tale om, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Den kvindelige ansøger frygter også, at hendes familie vil udsætte hende for overgreb på grund af konverteringen. Ansøgerne har nærmere henvist til, at den mandlige ansøger omkring sensommeren 2009 hjalp en kvindelig demonstrant til et hospital, efter at hun var blevet slået af basijfolk mv. På hospitalet trodsede han en ordre fra en betjent om ikke at forlade hospitalet, før han var blevet afhørt. Nogle timer senere, omkring kl. 22-23, blev deres hjem ransaget, og han blev spurgt ud om demonstrationen. Ægteparret blev under ransagningen bebrejdet, at de havde udstyr, så de kunne se udenlandsk tv, samt at de på deres bopæl opbevarede flere stykker grønt klæde. De forulempede hende og forlod først huset, efter at hun havde råbt så højt, at naboerne var kommet til stede. Den mandlige ansøger blev taget med til politistationen. Efter 1-1½ time blev han løsladt uden at være blevet afhørt. Forinden havde han betalt 40-50.000 tomaner og skrevet under på et papir, som han ikke læste. Han fik besked på at melde sig igen dagen efter med henblik på at afgive forklaring. I stedet tog de hen til den kvindelige ansøgers forældre i […], hvor de opholdt sig, indtil de under anvendelse af pas, som de samme måned havde fået udstedt mod bestikkelse, udrejste til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger var oprindeligt shia muslim, men blev kristen cirka et år inden udrejsen, og deltog i den periode regelmæssigt i gudstjenester. Hun fortalte naboer og venner i landsbyen, at hun var blevet kristen. Hun deltog i møder med andre kristne. Hun er i Danmark blevet døbt i 2011. Inden udrejsen var hendes familie og myndigheder ikke bekendt med, at hun var blevet kristen. Hendes moder mistænkte hende dog herfor. Efter at hun er blevet døbt i Danmark, har hun fortalt sin moder om konverteringen. Moderen har måske sagt dette videre til farbroderen, der er meget religiøs. Efter udrejsen har moderen telefonisk fortalt, at der inden udrejsen var nogen på bopælen for at spørge efter den mandlige ansøger. Ansøgerne har endvidere henvist til, at den mandlige ansøger inden valget uddelte grønne stykker stof. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund om, at parrets hus er blevet ransaget, og at den mandlige ansøger i tilknytning hertil er blevet tilbageholdt, fordi han tidligere på dagen skulle have hjulpet en kvindelig demonstrant. Flertallet lægger herved vægt på, at forklaringen herom i nævnet fremstår usikker og udbyggende i forhold til ansøgernes oprindelige forklaringer, hvor fokus var på den mandlige ansøgers konflikt med broderen til en kvinde, som han for mange år siden var ven med. Ansøgeren har endvidere overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke oplyste sit navn til den betjent på hospitalet, der sagde, at han ikke måtte forlade stedet inden afhøringen, mens han i Flygtningenævnet har forklaret, at han både oplyste navn og viste legitimation. Forklaringen om, hvorledes det lykkedes ham at komme væk fra hospitalet har heller ikke været overbevisende og konsistent. Forklaringen om, hvorledes ansøgerne kom i besiddelse af ægte nationalitetspas har ligeledes været særdeles usikker og ikke fremstået troværdig. Flertallet kan endvidere ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger har været kristen, mens hun var i Iran, og lægger herved blandt andet vægt på, at hun ikke oplyste noget herom under afhøringen hos politiet eller i hendes asylansøgningsskema, hvor hun alene anførte at være muslim. Flertallet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren efter dåb i Danmark har omtalt konverteringen telefonisk overfor moderen, og lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring var klar over, at moderen ville være utilfreds hermed, samt at farbroderen var meget religiøs. Flertallet anser det efter de foreliggende omstændigheder herefter ikke sandsynliggjort, at de iranske myndigheder har fået kendskab til konverteringen. Flertallet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/6
