Nævnet stadfæstede i december 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt barn fra Iran. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra […]i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller, men har deltaget i demonstrationer imod det iranske styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, dømt og muligvis henrettet af de iranske myndigheder, idet hun har overdraget oplysninger om korruption blandt Irans magthavere til en journalist. Hun har herved henvist til, at hendes ægtefælle arbejdede med IT på et hotel, og kom i den forbindelse i besiddelse af oplysninger om underslæb begået af hotellets direktør. Direktøren var tidligere medlem af Revolutionsgarden og havde forbindelser til den iranske regering. Ansøgerens ægtefælle mente, at det ved underslæbet opnåede beløb blev givet videre til regeringen til brug for Ahmedinejads valgkamp. I foråret 2011 besluttede ansøgeren og hendes ægtefælle at videregive disse oplysninger samt oplysninger om andre økonomiske uregelmæssigheder til ansøgerens veninde, som var journalist på en avis. I slutningen af 2011 blev ansøgeren ringet op af en ukendt mand, der advarede ansøgeren og hendes ægtefælle om, at de var i fare. De forlod herefter deres bopæl. Ansøgeren forstod på ægtefællen, at avisen blev lukket, og at samtlige journalister blev anholdt, men har oplyst, at det kun var nogle journalister, der blev anholdt. To dage senere fortalte ansøgerens svoger, at ansøgerens lejlighed var blevet ransaget af myndighederne, og at han var blevet afhørt om deres opholdssted. Under opholdet i Orumieh oplyste ansøgerens ægtefælles familie, at myndighederne havde spurgt efter dem. Ansøgerens viden om de af ægtefællen tilvejebragte og påståede kompromitterende oplysninger er begrænset og i væsentligt omfang alene baseret på andenhåndsoplysninger. Ansøgerens antagelse af, at de oplysninger, som hun videregav til journalistveninden, skulle være kommet til myndighedernes kundskab, er alene baseret på formodninger. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om ægtefællens aflytninger, om mulighederne for at spore CD’erne til ægtefællen, om journalistvenindens skæbne og ransagningen af bopælen, herunder om fundet af belastende materiale på ægtefællens private PC. Det er påfaldende, at ægtefællen som IT ekspert ikke skulle have sikret det fortrolige materiale mere omhyggeligt, også når der henses til, at ansøgeren og ægtefællen i forbindelse med udleveringen af CD’erne havde indgået en detaljeret aftale med journalistveninden om en række sikkerheds- og advarselsforanstaltninger. Hertil kommer, at hendes oplysninger om anholdelsen af journalister på avisen, ikke stemmer overens med en artikel fra slutningen af 2011 fra Reuters. Endelig må det tillægges vægt, at de nævnte kompromitterende oplysninger ifølge ansøgerens egne oplysninger aldrig er blevet offentliggjort. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at hun skulle være efterstræbt af myndighederne af de af hende anførte grunde. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2012/37
