Nævnet stadfæstede i februar 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder. Ansøgeren er født i flygtningelejren Al Tash i Irak, hvor han boede frem til 2003, hvor han flyttede med sin familie til Barika-lejren i Sulaymaniyah. Ansøgeren har aldrig opholdt sig i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men han og hans familie har sympatiseret med Det Kurdiske Demokratiske Parti Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen rettigheder i Irak, idet han som iransk statsborger eksempelvis ikke må eje fast ejendom, og han kan ikke få udstedt pas, vielsesattest eller fødselsregistreringsattest for sin datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel i Iran, som følge af sit og faderens tilhørsforhold til KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen anført, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om KRI kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet har i praksis som et ufravigeligt mindstekrav krævet, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet i første asyllandet. Der henvises herved til Flygtningenævnets 19. Beretning, 2010. Efter nævnets praksis er det ikke en betingelse, at første asyllandet har ratificeret og implementeret Flygtningekonventionen. I beskyttelsesbegrebet indgår tillige et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de dér bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er født i Al-Tash lejren og har levet i Barika Lejren i KRI siden 2003. KRI består efter det foreliggende af tre provinser og udgør et større sammenhængende område, som i nu i flere år på flere områder har været administreret autonomt og uafhængigt af de øvrige provinser i Irak. På denne baggrund findes KRI at kunne udgøre et første asylland for ansøgeren, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin og sin families politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens fader aldrig har haft konkrete problemer med de irakiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens egne aktiviteter har haft en så begrænset karakter og omfang, at det ikke kan antages, at ansøgeren af den grund er i risiko for at lide overlast. Ansøgerens personlige sikkerhed er således tilstrækkeligt beskyttet både i forhold til de iranske myndigheder og andre. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft konflikter med hverken de iranske eller irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet nummer 440 (Iran) og 553 (Irak), at det ikke kan antages, at ansøgeren vil blive refouleret til Iran eller tredjeland, hvor han ikke er beskyttet imod refoulement. Ved vurderingen af ansøgerens leveforhold, herunder de basale rettigheder, lægger Flygtningenævnet på den ene side vægt på, at ansøgeren har adgang til bolig, uddannelse, lægehjælp og ansættelse i den private sektor. På den anden side lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har adgang til at eje fast ejendom, bil eller mulighed for ansættelse i det offentlige. Ansøgeren kan heller ikke tage bopæl uden for Suleimaniyah-provinsen. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at anerkendte UNHCR flygtninge i KRI kan ansøge om KRG-opholdskort, og at kortet giver adgang til, at flygtninge kan rejse inden for provinserne i KRI, men ikke adgang til at tage bopæl andre steder end det sted, hvor kortet er udstedt. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at UNHCR foretager asylvurderingen, og at ansøgeren er pålagt at bo et anvist sted, som administreres af UNHCR, medfører, at KRI af den grund ikke kan anses som første asylland. Efter en samlet vurdering af ansøgerens økonomiske og sociale forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens leveforhold er af en sådan karakter, at basale humanitære rettigheder er krænket. Ansøgeren har efter det oplyste det meste af sit netværk i KRI. Han taler samme sprog som de lokale beboere. Ansøgeren har haft lovligt ophold og arbejde og er ikke straffet. Det må derfor antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til KRI, hvor han tidligere har opnået fornøden beskyttelse, ligesom KRI findes at kunne udgøre ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." iran/2012/11
