Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Han er fra en landsby i provinsen Kermanshah i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fængsling, tortur og henrettelse af de iranske myndigheder, da han ikke ville være stikker for myndighederne og angive familie og venner. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om samarbejde med den iranske efterretningstjeneste, og om de tilbageholdelser han skulle være blevet udsat for i den forbindelse. Ansøgeren forklarede således til asylregistreringsrapporten, at der havde været tale om anholdelser., hver gang af nogle timers varighed. I asylansøgningsskemaet, som ansøgeren har skrevet forholdsvis detaljeret og blandt andet har oplyst om broderens og faderens fængslinger, har han intet oplyst om, at han selv skulle være blevet tilbageholdt. Han oplyser alene, at han blev truet. I samtalereferaterne med Udlændingeservice har ansøgeren derimod forklaret, at der har været tale to længerevarende tilbageholdelser og en kortvarig tilbageholdelse. Ansøgeren oplyser også i den forbindelse, at han skulle være blevet udsat for tortur. Først under forklaringen i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han skulle have holdt sig i skjul under den anden og den tredje tilbageholdelse. Ansøgerens forklaring om kontakten med efterretningstjenesten har i sig selv ikke virket overbevisende og er ligeledes blev udbygget med en forklaring om, at han af efterretningstjenesten skulle være blevet præsenteret for et fotografi af ansøgeren og et medlem af KDPI, der skulle være taget i en lille landsby i Irak. Flygtningenævnet må herefter forkaste ansøgerens forklaring om, at han er søgt hvervet af efterretningstjenesten til at udføre stikkervirksomhed og i den forbindelse har været udsat for tilbageholdelser og tortur. Ansøgeren har påberåbt sig, at der har været problemer med tolkningen, idet han navnlig har anført, at han ikke behersker farsi. Hertil bemærkes, at ansøgeren har oplyst, at han har haft mange års skolegang, hvor undervisningssproget var farsi, at han har udfyldt asylansøgningsskemaet på farsi, og at han i forbindelse med tolkningerne har afgivet erklæringer om, at der ikke var tolkeproblemer. Flygtningenævnet må derfor afvise, at der har været tolkeproblemer, der har haft indflydelse på sagsbehandlingen. De nu fremkomne erklæringer om ansøgerens tilknytning til KPDI kan ikke tillægges nogen betydning, dels er de sent fremkomne, og dels stemmer oplysningen om, at ansøgeren skulle være medlem af ungdomsorganisationen ikke med, at ansøgeren har forklaret, at han alene var sympatisør. Ansøgeren tillægger ikke selv sin undladelse af at efterkomme indkaldelse til militærtjeneste nogen asylretlig relevans. Han forklarer herom i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger, at udgangspunktet i den situation er en forlængelse af militærtjenesten. Den omstændighed, at ansøgeren er ulovlig udrejst og kan forvente afhøring herom ved en tilbagevenden, kan ikke i sig selv føre til meddelelse af asyl. Ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.” Iran/2010/36
