Nævnet stadfæstede i december 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er iransk statsborger fra Abadan og shia-muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og/eller dræbt af Sepah som følge af sin deltagelse i aktiviteter mod styret. Ansøgeren har forklaret, at han i 2003/2004 afsonede otte måneders fængsel i Qom, fordi han under en demonstration i efteråret 2003 havde kastet en sten mod en leder af en specialgruppe under Sepah. Den pågældende blev ramt, men kom ikke til skade. I forbindelse med løsladelsen underskrev han en erklæring om, at han ikke måtte udføre politiske aktiviteter, ligesom han blev pålagt meldepligt to gange om ugen. I begyndelsen af 2006 ophørte ansøgeren med at opfylde sin meldepligt, og han levede i skjul i cirka halvandet år, hvorefter han vendte hjem, efter at Sepah havde oplyst til hans bror, at han ikke ville blive udsat for straf, hvis han fremover overholdt sin meldepligt. Ansøgeren har videre henvist til, han i 2009 i forbindelse med det iranske nytår deltog i en demonstration til fordel for Mousavi. Ansøgeren har endvidere uddelt løbesedler og skrevet på vægge i Abadan, og han blev genkendt. Det må tillægges vægt, at ansøgeren først til samtalereferatet oplyste om sin deltagelse i en demonstration i 2009 efter præsidentvalget. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om tidspunktet for demonstrationen i 2009, og om omfanget af sine aktiviteter i forbindelse med demonstrationen, herunder om tidspunktet for sin uddeling af løbesedler. Oplysningerne om, at der skulle være blevet udstedt en ordre om nedskydning af ansøgeren, fremstår som konstruerede. Det bemærkes herved, at ansøgeren ifølge indholdet af den fremlagte tilsigelse samtidig indkaldes til møde i retten. Der lægges videre vægt på, at ansøgeren også ifølge sin egen forklaring alene har udført begrænsede aktiviteter, og at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvordan han fik oplysningerne om at være efterstræbt af myndighederne. Der kan heller ikke lægges nogen vægt på den fremlagte tilsigelse. Dokumentet er en faxkopi. Ansøgeren har oplyst, at broderen ikke er i stand til at fremsende originalen. Ifølge den i nævnsmødet gengivne oversættelse blev tilsigelsen modtaget af ansøgerens far, selv om ansøgeren til asylsagen har oplyst, at faderen afgik ved døden for flere år siden. Endelig har ansøgeren ifølge sin egen forklaring været bekendt med dokumentets eksistens i nogen tid. Imidlertid er faxkopien først tilgået ansøgerens advokat i november 2010. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter alene lægges til grund, at ansøgeren har været tilbageholdt og fængslet i 2003, hvor han samtidig blev idømt piskestraf og en bøde. Efter det foreliggende må der imidlertid antages at være gjort op hermed. Forholdet ligger tilbage i tid, og straffene er udståede. Endvidere har ansøgeren været i stand til at opholde sig i hjemlandet, selv om han efter sin egen forklaring i en periode undlod at opfylde en pålagt meldepligt. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan videre ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2010/35
