Nævnet stadfæstede i november 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgerne var indrejst samtidigt og var efter det oplyste samlevende i Danmark. Ansøgeren havde ønsket at gifte sig, men havde ikke fået tilladelse hertil fra den kvindelige ansøgers familie. De var derfor stukket af hjemmefra og havde efter at have opholdt sig i en periode i hjemlandet forladt Iran. Ansøgerne havde henvist til, at der var udstedt en arrestordre vedrørende dem. Flygtningenævnet fandt, at ansøgernes forklaring ikke fremstod overbevisende og sammenhængende. Endvidere var der modstridende oplysninger mellem den mandlige ansøgers forklaring og forklaringen fra ansøgerens samlever. Ansøgeren og samleveren havde forklaret, at de begge var opvokset i en navngiven, mindre landsby i nærheden af Marivan, hvor alle havde kendt alle i landsbyen. Uagtet dette havde ansøgeren og samleveren begge forklaret, at de aldrig havde talt alene sammen før den aftalte ”bortførelse” i begyndelsen af 2008. Forud for nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at samleveren havde boet hos sin onkel, der ikke havde dyrehold. I nævnsmødet havde ansøgeren forklaret, at onklen havde dyrehold. Samleveren havde forklaret, at onklen havde været fårehyrde og havde haft en stor dyreflok. Ansøgeren havde forklaret, at han og samleveren efter ”bortførelsen” havde opholdt sig sammen i en plantage tæt ved Teheran i fem-seks måneder, hvor de efter godt en måneds ophold havde fået underretning om den arrestordre, der havde været udstedt imod dem. Ansøgeren havde ifølge samtalereferatet under samtalen med Udlændingeservice oplyst, at det havde været samleverens navngivne fætter, der havde fået lavet arrestordren, og at han lige efter at have fået underretning om arrestordren havde drøftet sin viden med samleveren. Samleveren havde ifølge samtalereferatet med Udlændingeservice oplyst, at myndighederne ikke havde ledt efter hende, og at hun ikke vidste, hvorfor ansøgeren havde skullet sige, at de var eftersøgt af politiet. Samleveren havde i modsætning hertil under nævnsmødet forklaret, at hun godt havde været klar over, at der havde været udstedt en arrestordre, da hun havde været i Teheran med ansøgeren, idet ansøgeren havde fortalte hende om det. Samleveren havde i samtalen med Udlændingeservice – i modsætning til ansøgerens oplysninger – forklaret om, at hun og ansøgeren var blevet religiøst gift under opholdet i Teheran, men havde til den beskikkede advokat ifølge dennes indlæg af slutningen af 2009 og i nævnsmødet erkendt, at denne oplysning ikke havde været rigtig. Samleveren havde ifølge samtalereferatet endvidere forklaret, at hun var blevet udsat for indirekte ubehageligheder fra onklens ægtefælle under opholdet hos onklen, men at hun ikke var blevet slået. Samleveren havde til advokaten og i nævnsmødet forklaret, at hun ofte var blevet slået. Efter en samlet vurdering af ansøgerens og samleverens forklaringer fandt nævnet herefter, at ansøgerens og samleverens forklaringer om de nærmere omstændigheder om ”bortførelsen”, hvorunder de sammen var taget fra landsbyen til Teheran og derefter var udrejst af Iran af frygt navnlig for en udstedt arrestordre og myndighedspågribelse, ikke kunne lægges til grund. Da det efter udlændingelovens § 40 påhviler ansøgeren at sandsynliggøre det asylmotiv, som han påberåber sig, og da nævnet fandt, at dette ikke var sket, fandt nævnet herefter ikke, at ansøgernes forklaring om sit asylmotiv kunne lægges til grund. Ansøgerne havde derfor ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, herunder § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at ansøgerne havde forklaret, at de ikke i øvrigt havde haft nogen konflikter med de iranske myndigheder. Iran/2009/12
