Nævnet stadfæstede i april 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2000. Under et ophold i Aserbajdsjan deltog ansøgeren i1993 i en flykapring, der skulle bringe ham til Norge, hvor han agtede at søge asyl. Ansøgeren blev dømt i Rusland for sin medvirken til flykapringen og blev senere meddelt afslag på asyl i Norge. I 2002 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, hvorved nævnet lagde til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerede forfølgelse af de i udlændingelovens § 7, stk. 1, anførte grunde. Et flertal af nævnets medlemmer fandt imidlertid, at ansøgeren var udelukket fra asyl, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Ansøgeren blev samtidig pålagt at udrejse. Under henvisning til, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1, bestemte nævnet, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Iran eller et land, hvor han ikke var beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. den dagældende udlændingelovs § 33, stk. 1 og 2, samt § 31, stk. 1, og § 31, stk. 2, 1. pkt. I 2006 anmodede ansøgerens advokat Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren som følge af flykapringen sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens øvrige forhold ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse fra 2002 havde ansøgeren i 1993 gjort sig skyldig i flykapring. Ansøgeren blev ved en russisk domstol idømt fem års fængsel for forbrydelsen. Ansøgeren blev løsladt efter afsoning af straffen i 1997. Ved spørgsmålet om anvendelse af Flygtningekonventionens art. 1 F (b) fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sin handling havde begået en ”alvorlig ikke-politisk forbrydelse”, hvilket ikke var bestridt af ansøgeren og den beskikkede advokat. De pågældende havde imidlertid gjort gældende, at udelukkelsesgrunden i art. 1 F (b) ikke skulle bringes i anvendelse i forhold til ansøgeren, og havde som begrundelse herfor henvist til ansøgerens rolle og psykiske tilstand på gerningstidspunktet samt til, at ansøgeren havde afsonet sin straf, og at der var forløbet adskillige år, siden handlingen blev begået. Af UNHCR´s Background Note fra september 2003, Guidelines on international protection: “Application of the Exclusion Clauses: Article 1F of the 1951 Convention relation to the Status of Refugees”(Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 47) anføres i punkt 85: ”Hijacking is an internationally condemned act as reflected by a number of the treaties listed in Annex D, but an act of hijacking does not automatically exclude the perpetrator from refugee status. Rather, it requires consideration of the exclusion clauses, notably Article 1F(b), in the light of the particular circumstances of the case. It is evident that hijacking poses a grave threat to the life and safety of innocent passengers and crew. It is for this reason that there is so much opprobrium attached to acts of hijacking. Thus, acts of hijacking will almost certainly qualify as “serious” crimes and the threshold for the proportionality test will be extremely high – only the most compelling circumstances can justify non-exclusion for hijacking”. Ved bedømmelsen af forbrydelsens karakter lagde nævnet blandt andet vægt på oplysningerne om ansøgerens rolle i flykapringen, der var detaljeret beskrevet i ansøgerens forklaringer til en norsk politirapport i 1993, der var underskrevet af ansøgeren, og en norsk politirapport senere i 1993, hvor afhøringen var foretaget under tilstedeværelse af ansøgerens advokat, der senere skriftligt havde fremsat rettelser hertil. Nævnet kunne derfor ikke tillægge det betydning, at ansøgeren under nævnsmødet havde forklaret anderledes om sin rolle i flykapringen. Nævnet havde videre lagt vægt på, at flykapringen blev begået uden for hjemlandet, og at flykapringen efter det foreliggende ikke var den eneste måde, hvorpå ansøgeren kunne forlade Aserbajdsjan. På baggrund af det anførte om forbrydelsens alvorlige karakter fandt nævnet ikke, at der skulle lægges afgørende vægt på, at ansøgeren var dømt for handlingen og havde afsonet straffen. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at der burde lægges afgørende vægt på den tid, der var forløbet siden forbrydelsen blev begået. For så vidt angår spørgsmålet om ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet, bemærkede nævnet, at ansøgeren blev udleveret af de norske myndigheder til de russiske myndigheder, hvor han efter det foreliggende blev idømt en almindelig fængselsstraf på fem år. De lægelige oplysninger gav ikke grundlag for at antage, at ansøgerens psykiske tilstand på gerningstidspunktet havde været af en sådan karakter, at udelukkelsesgrunden efter Flygtningekonventionens art. 1 F (b) ikke burde bringes i anvendelse. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af det anførte, at ansøgeren fortsat måtte udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Iran/2008/5
