Nævnet meddelte i juni 2006 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1970, samt to børn. Indrejst i november 2004. Ansøgeren mødte sin tidligere ægtefælle på universitetet i Teheran. De indgik ægteskab i 1993. Efterfølgende fandt ansøgeren ud af, at hendes ægtefælle var narkoman samt alkoholiker. Under sit ægteskab blev ansøgeren udsat for fysiske og psykiske overgreb. Ansøgerens fader og søster er bosiddende i Danmark. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren som asylmotiv havde påberåbt sig, at hun i november 2004 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens samtykke som værgemålsindehaver. Ansøgeren henviste videre til, at hun var konverteret til kristendommen. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren i 2002 forinden skilsmissen også udrejste alene til Danmark sammen med sine to sønner, der var opført i hendes pas med ægtefællens samtykke, og at hun ved benyttelse af samme pas i 2004 ligeledes kunne udrejse problemfrit af Iran med børnene, uden at udrejsemyndighederne krævede yderligere tilladelse fra den tidligere ægtefælle. Nævnet lagde således til grund, at udrejsen fandt sted uden hans tilladelse. På den baggrund sammenholdt med ansøgerens oplysninger om ægtefællen og dennes fader og de foreliggende baggrundsoplysninger fandt nævnet, at ansøgeren i fornødent grad havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran fra henholdsvis myndighedernes og fra den indflydelsesrige svigerfamilies side risikerede umenneskelig eller nedværdigende behandling eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om, at konverteringen var kommet til de iranske myndigheders eller hendes faders families kundskab. Det forekom ikke at være troværdigt, at ansøgerens fader i Danmark over for en ven i Danmark skulle have omtalt konverteringen med den konsekvens, at personen har viderefortalt det til faderens slægt i Iran. Det fremlagte dokument, der angav sig at være et svar fra en ayatollah i Qum måtte anses at være konstrueret til lejligheden til fremlæggelse i nævnet. Nævnet henviste til tidspunktet for dokumentets fremkomst og karakteren og indholdet af dokumentet, herunder at der udtrykkeligt var anmodet om, at svaret skulle underskrives og påføres stempel. I øvrigt fandt nævnet efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder factfinding mission til Teheran og Ankara i januar 2005, at der ikke var grundlag for at antage, at konverteringen til kristendommen i sig selv ville medføre asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Iran/2006/5
