Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1973. Indrejst i februar 2002. Ansøgning om asyl blev indgivet i juni 2003. Pågældende indgik efter indrejsen i Danmark ægteskab med en herboende iransk kvinde (K). K var skilt fra Æ i Danmark, men K og Æ var ikke efter det oplyste skilt efter islamisk lov. Efter et par måneder genoptog kvinden kontakten til sin tidligere herboende ægtefælle (Æ), som det viste sig, at hun efter islamisk lov ikke var blevet skilt fra. Denne ægtefælle (Æ) truede ansøgeren med hævn, fordi han havde indgået ægteskab med en kvinde (K), som efter islamisk lov ikke var blevet skilt. Ansøgeren blev separeret fra sin herboende ægtefælle (K) i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at, Flygtningenævnets afgørelse havde været sat i bero for at afvente en rapport fra fact finding mission til Teheran og Ankara fra Udlændingestyrelsen. Nævnet fandt, at der var usikkerhed om, hvorvidt de iranske myndigheder ville anerkende ansøgerens tidligere ægtefælles (K) skilsmisse. Tilsvarende var det derfor usikkert, om de iranske myndigheder vil anse ansøgerens samliv med sin tidligere ægtefælle (K) for legitimt eller illegitimt, jf. den iranske straffelovs §§ 63 og 64. Nævnet fandt endvidere, at hvis ansøgerens tidligere ægtefælle (K) eller dennes (tidligere) ægtefælle (Æ) måtte vælge at realisere deres trusler om at anmelde ansøgeren til de iranske myndigheder, ville de samtidigt udsætte i hvert fald ansøgerens tidligere ægtefælle (K) for strafforfølgelse. Nævnet udtalte endvidere, at det af den nævnte lovs § 64 og § 65 fremgår, at ”illegitimt” samleje alene straffes, hvis den pågældende er klar over sin handling og straffen herfor, at det af §§ 68-79 fremgår, at der er så strenge formelle beviskrav, at forholdet næppe vil kunne anses for bevist, samt at dette støttes af de udtalelser, de anvendte kilder har afgivet til brug for fact finding missionen. Nævnet bemærkede videre, at en af kilderne har udtalt, at seksuelt samkvem, der er ulovligt efter iransk ret, men som er begået i udlandet, ikke kan pådømmes af en iransk domstol. På den anførte baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at der er reel risiko for at ansøgeren vil blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/22
