Flygtningenævnet meddelte i juli 2005 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i august 1970, samt to børn. Indrejst i april 2000.Ansøgeren blev i Flygtningenævnet i august 2001 meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Senest i februar 2004 anmodede en partsrepræsentant Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Der blev i den forbindelse henvist til, at der i Iran sondres mellem to grader af forældremyndighed, som på engelsk udtrykkes ”custody” og ”guardianship”. Moderen vil i alle tilfælde alene kunne opnå ”custody”, hvormed menes ansvarlig for barnets daglige trivsel, mens ”guardianship” altid vil tilfalde faderen, eller - i tilfælde af hans død - hans fader eller eventuelle brødre. Med ”guardienship” forstås retten til at bestemme over eksempelvis barnets skolegang, kommende ægtefælle og retten til at måtte udrejse af Iran. I august 2004 besluttede Flygtningenævnet at anmode Udenrigsministeriet om at få verificeret de nye oplysninger om sondringen mellem forældremyndighed og værgemål. Efter endt høring blev sagen behandlet på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som asylmotiv påberåbte sig, at hun i 2000 udrejste af Iran med to mindreårige børn uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet måtte efter sagens oplysninger lægge til grund, at ansøgeren ikke var udrejst legalt med børnene. Nævnet måtte videre lægge til grund, ansøgeren inden udrejsen var blevet skilt fra børnenes fader. Der var ingen skilsmissedokumenter på sagen, herunder ingen dokumenter om, hvorledes der var forholdt med forældremyndighed/værgemål vedrørende børnene. Nævnet anså det for uklart, om Udenrigsministeriets høringssvar havde forholdt sig direkte til de strafferetlige konsekvenser af, at en moder udrejser af Iran uden ægtemandens/værgemålsindehaverens samtykke. Nævnet anså det derfor efter de hidtidige baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notat af 12. september 1997 (baggrund nr. 195) for usikkert, hvilken strafferetlig sanktion ansøgeren risikerede ved tilbagevenden til Iran. På denne baggrund fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren risikerede en uforholdsmæssig straf, og at det derfor ikke burde kræves, at hun vendte tilbage til Iran, jf. den på asylansøgningstidspunktet udlændingelovs § 7, stk. 2. Iran/2005/12
