Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født 1938. Ansøgeren blev i februar 2004 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Han indrejste i marts 2004 og indgav herefter ansøgning om asyl i april 2004. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til, at han tilhører bahai-samfundet, og at han som følge heraf ikke har nogen rettigheder i Iran, samt at han havde været udsat for verbal chikane fra sine omgivelser. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hans ægtefælle og børn udrejste af Iran i 2001, og at de i 2002 fik opholdstilladelse som kvoteflygtninge i Danmark. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at få meddelt asyl eller flygtningestatus i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at den chikane m.v., som ansøgeren havde forklaret om, ikke var af en sådan karakter eller et sådant omfang, at den kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren efter familiens udrejse i 2001 opholdt sig i Iran frem til udrejsen til Danmark i 2004 uden at have problemer med de iranske myndigheder. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren fik udstedt ægte nationalitetspas i 2002, og at han i 2002 besøgte familien i Tyrkiet to gange, og at han begge gange vendte tilbage til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle udrejste fra Iran i oktober 2001, og at ansøgeren først udrejste fra Iran til Danmark i marts 2004. Flygtningenævnet fandt således ikke, at det var sandsynliggjort, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at der bestod en reel risiko for, at han ved tilbagevenden til Iran ville blive udsat for forhold, der indebar, at han havde krav på beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at de generelt vanskelige forhold for personer med tilknytning til bahai-samfundet ikke kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Iran/2005/6
