Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran, født 1964 (M) og 1984 (K), samt et barn. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er født og opvokset i Teheran. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt og udsat for vold som følge af en broders politiske aktiviteter, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da forholdet måtte anses for at være afsluttet, og da der ikke fandtes at være risiko for yderligere reaktioner fra myndighedernes side. Uanset om det lagdes til grund, at den mandlige ansøger var blevet beskyldt for tyveri fra et arkæologisk fund og var blevet straffet for at drikke alkohol, fandtes dette ikke at kunne begrunde asyl, da disse sager også måtte anses for at være afsluttet. Den mandlige ansøger havde først under samtalen i Udlændingestyrelsen i september 2004 oplyst, at han var blevet beskyldt for at have begået hærværk mod et mausoleum. Nævnet fandt ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, da ansøgeren ikke havde givet nogen rimelig forklaring på, hvorfor han først på dette tidspunkt havde oplyst om sigtelsen for hærværk på et religiøst gravsted. Uanset om den kvindelige ansøger havde deltaget i de af hende omtalte demonstrationer, havde fremstillet CD-ROM´er og var blevet tilsagt af myndighederne i forbindelse hermed, havde uddelt løbesedler, haft parabolantenne, og at myndighederne måtte have fået kendskab til, at hun ville konvertere til kristendommen, fandtes dette ikke at bevirke, at hun var i asylbegrundende risiko for overgreb fra myndighedernes side. Nævnet bemærkede, at den kvindelige ansøger alene havde været tilbageholdt i kort tid, og at hun havde kunnet opholde sig i Iran i cirka 10 måneder efter tilsigelsen fra myndighederne. Nævnet bemærkede videre, at ansøgerne indtil nævnsmødet havde oplyst, at de var gift med hinanden. Dette fremgår også af en visumansøgning fra oktober 2003 til en europæisk ambassade i Teheran, hvilken ansøgning ansås at vedrøre ansøgerne. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i risiko for forfølgelse på grund af deres samliv. Nævnet havde herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne ville være i en konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en hjemvenden. Iran/2004/19
