Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran og en kvindelig statsborger fra Ungarn, født 1968 (M) og i 1974 (K). Indrejst i juni 2003. Ansøgernes advokat anmodede om udsættelse af nævnsbehandlingen for at søge oplyst, hvorledes situationen er i Iran for blandede ægteskaber. Den mandlige ansøger udrejste til Kuwait med sine forældre i 1972, og i 1989 rejste han til Ungarn med henblik på uddannelse. Flygtningenævnet udtalte, at det af British Home Office Country Report fra oktober 2003 punkt 6.47 fremgår: ”Muslim men are free to marry non-Muslim women but marriages between Muslim women and non-Muslim men are not recognised.” Advokatens begæring om udsættelse af sagen kunne således ikke tages til følge. Vedrørende den mandlige ansøger udtalte nævnet, at han er iransk statsborger, hvorfor hans ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Iran. Ansøgeren, der udrejste i 1972, havde ikke haft aktiviteter, der var imod det iranske styre. Den omstændighed, at ansøgeren tilhørte et arabisk mindretal kunne ikke bevirke, at ansøgeren skulle have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens ægteskab med en kristen kvinde kunne heller ikke bevirke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse. Vedrørende den kvindelige ansøger udtalte nævnet, at hun er ungarsk statsborger, hvorfor hendes ansøgning om asyl skulle vurderes i forhold til Ungarn. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet fandt således ikke, at nogen af ansøgerne opfyldte betingelserne for at blive meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt heller ikke at ansøgerne ved en tilbagevenden til deres hjemlande ville risikere at blive udsat for forhold, der var omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende udrejse fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at den kvindelige ansøger ikke skulle kunne indrejse i Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet besluttede, at ansøgerne samt to børn skulle udrejse straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2. Såfremt den mandlige ansøger ikke udrejste frivilligt, kunne han udsendes tvangsmæssigt til Iran, jf. udlændingelovens § 32a. Såfremt den kvindelige ansøger samt to børn ikke udrejste frivilligt, kunne de udsendes tvangsmæssigt til Ungarn, jf. udlændingelovens § 32a. Nævnet henledte opmærksomheden på, at det var en betingelse for tvangsmæssig udsendelse til henholdsvis Iran og Ungarn, at der forud for den tvangsmæssige udsendelse havde været etableret mulighed for, at begge ægtefæller kunne udrejse til et af disse lande, hvortil begge ægtefæller havde opnået eller kunne opnå indrejsetilladelse, og at ægtefællerne ikke havde ønsket at benytte sig af denne mulighed. Irak 2004/10
