irak20198

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Soran, Erbil, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], idet ansøgeren har haft et forhold til [A’s] kusine, [B]. Ansøgeren frygter endvidere [A’s] far, der er medlem af KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [begyndelsen af] 2013 lærte en pige ved navn [B] at kende. Ansøgeren mødte hende på Teknisk Institut i Soran, hvor de begge studerede. De mødtes jævnligt og talte i telefon sammen i et års tid. I [foråeret] 2013 mødte ansøgeren for første gang [B’s] fætter, [A]. Ansøgeren mødte [B] og [A] på skolen, og de talte sammen i et par timer om blandt andet politik, inden [A] gik igen. I [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i skolens gård sammen med [B]. De holdt i hånd. [A] ankom uanmeldt til skolen og så dem holde i hånd. [A] gik hen til dem og spurgte ansøgeren, med hvilken ret han holdt hans kusine i hånden. [A] skubbede ansøgeren ned på jorden og sagde, at han ikke ville se ansøgeren igen. Derefter gik [A] derfra med [B]. I medio 2015 modtog ansøgeren et opkald fra [A]. [A] sagde til ansøgeren, at han ikke ville have, at ansøgeren holdt [B] i hånden, og at ansøgeren og ham ikke længere kunne være venner. Han sagde også, at hvis han så ansøgeren holde [B] i hånden igen, ville han slå ansøgeren ihjel. I [efteråret] 2015 mødtes ansøgeren og [B] ude foran den frisørsalon, hvor ansøgeren arbejdede. [A] kom pludselig hen til dem. Han skældte [B] ud og slog hende. Han trak en pistol og skød op i luften med den. Ansøgeren løb fra stedet. Ansøgeren overnattede efterfølgende hos nogle venner og sin mor, inden han udrejste af Irak omkring fem dage efter episoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A] selv ønskede at blive gift med [B], og at [A’s] far er medlem af KDP. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på centrale punkter har været divergerende, udbyggende og i et vist omfang usandsynlig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om den flugtudløsende begivenhed, idet han under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste, at [A] først affyrede to skud op i luften og derefter affyrede 2-3 skud efter ansøgeren, mens ansøgeren under samtalen [i sommeren] 2017 oplyste, at [A] kun skød advarselsskud op i luften og ikke skød mod ansøgeren. Under samtalen [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke hørte andre skud end dem, der blev affyret op i luften, da han løb fra stedet. Ansøgeren har for nævnet har forklaret, at der blev affyret 2-3 skud, idet han vendte sig om og løb fra stedet. Ansøgeren har herudover forklaret forskelligt om, hvorvidt [A] truede ham på livet ved episoden i 2014, hvor [A] så ansøgeren og [B] holde i hånd på instituttets område. Under samtalen [i efteråret] 2016 hos Udlændingestyrelsen oplyste ansøgeren, at [A] havde sagt, at deres forhold måtte stoppe, og at han ville dræbe ansøgeren, hvis han så ham igen sammen med [B]. Under samtalerne [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2017 oplyste ansøgeren, at [A] alene skubbede ansøgeren omkuld ved mødet i 2014 og ikke fremkom med nogen trusler mod ham. Dette var derimod sket under en telefonsamtale i sommeren 2015. Desuden har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvorvidt han havde telefonisk kontakt med [B] i tiden mellem episoden på instituttet i [sommeren] 2014 og skudepisoden ved frisørsalonen. Ansøgeren har således ved samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han og [B] fortsat talte i telefon i den periode – også efter, at [A] havde ringet til ansøgeren og truet ham et par måneder før skudepisoden. Ved samtalen [i efteråret] 2017 og for nævnet har ansøgeren forklaret, at de slet ikke talte sammen i den pågældende periode. Ansøgeren har i tilknytning hertil forklaret forskelligt om, hvorvidt han forsøgte at ringe til [B]. Han har således under samtalen [i efteråret] 2017 forklaret, at han ved deres møde uden for frisørsalonen spurgte hende, hvorfor hun ikke havde taget sin telefon de gange, han havde forsøgt at ringe til hende. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke forsøgte at ringe til hende, selv om han ønskede at gøre det. Han afstod fra det, fordi han var bange for, hvad der kunne ske. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt han efter sin udrejse har haft kontakt til sin arbejdsgiver, der skulle have overværet skudepisoden. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste ansøgeren, at han ikke efterfølgende ringede til sin arbejdsgiver for at høre, hvad der var sket. Til sin advokat og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han havde kontakt med sin arbejdsgiver, da ansøgeren var kommet til Sverige, og at arbejdsgiveren da fortalte, at han var blevet opsøgt af [A], som havde spurgt efter ansøger. De nævnte divergenser kan efter deres indhold og omfang ikke forklares med, at der har været problemer med tolkningen. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremstår som påfaldende, at ansøgeren skulle være blevet ringet op af [A] uden nærmere anledning i sommeren 2015, hvor ansøgeren ikke havde haft kontakt med hverken [B] eller [A] i ca. et år. Ansøgerens oplysning om, at det formentlig skyldtes, at [A] rejste en del, forekommer ikke overbevisende. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren og [B] efter at have afbrudt kontakten i omkring et år genoptog den på [B’s] initiativ, og at [A] netop dukkede op samtidigt med en pistol, ligesom det fremstår som bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på trods af sine varme følelser for [B] ikke har forsøgt at finde ud af, hvad der skete med hende efter skudepisoden. Ansøgerens mor er ifølge ansøgeren ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt efter ansøgerens udrejse af [A] eller dennes familie, som ifølge ansøgeren har væsentlig indflydelse i KDP. Det beror endvidere alene på ansøgerens egen formodning, at han skulle blive efterstræbt af [A] og dennes familie. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i aktuel risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/8/EMU