Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke-troende fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af de kurdiske myndigheder, fordi han havde accepteret at blive spion for de kurdiske myndigheder mod ISIL, men derefter var udrejst af Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i sommeren] 2014 mellem klokken 10.00 og 10.30 modtog et opkald på sin mobiltelefon fra en person ved navn [A] fra den kurdiske sikkerhedstjeneste. [A] bad ansøgeren om at møde op på sikkerhedstjenestens kontor i Kirkuk samme dag mellem klokken 11.00 og 11.30. Omkring klokken 11.30 mødte ansøgeren op på kontoret og talte med en ukendt mand fra sikkerhedstjenesten. Manden bad ansøgeren om at spionere mod ISIL for de kurdiske myndigheder, og de ønskede derfor, at han skulle melde sig som kriger hos ISIL. Ansøgeren nægtede at blive spion, hvorefter han blev kørt til et fængsel i [B]-området. De første syv dage i fængslet blev ansøgeren udsat for tortur. På den syvende dag kom ansøgerens ven, [C], som ansøgeren kendte fra England, og [C] sørgede for, at ansøgeren kom til at tale med den ansvarlige i fængslet. Ansøgeren accepterede herefter at arbejde som spion mod ISIL, men han krævede 24 timer til at se sin familie. På den niende dag blev ansøgeren løsladt for at se sin familie. [I sommeren] 2014, dagen efter løsladelsen, udrejste ansøgeren af Irak. Ansøgerens farbror har efter ansøgerens udrejse af Irak forsøgt at løse ansøgerens konflikter med de kurdiske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår utroværdig og konstrueret. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at de kurdiske myndigheder i 2014 angiveligt skulle have ønsket at hverve ansøgeren, der selv er kurder, til at fungere som spion mod ISIL. Kort forud herfor havde ansøgeren således været udrejst af Irak i de foregående syv år, ligesom der ikke er oplysninger om, at ansøgeren skulle have særlige forudsætninger for at fungere som spion for de kurdiske myndigheder, eller at de kurdiske myndigheder skulle have noget særligt kendskab til ansøgeren. Ansøgerens forklaring om, at han blev valgt som spion, fordi han taler flydende engelsk, hvilket mange udenlandske IS-krigere også gør, fremstår således ikke overbevisende. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om dette forhold er blevet udbygget under sagens behandling i nævnet, idet han over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at det eneste, han fik at vide, var, at han skulle spionere mod ISIL, men intet om betydningen af hans sprogkundskaber. Herudover finder nævnet, at ansøgerens forklaring om fremgangsmåden ved forsøget på at rekruttere ham som spion mod ISIL, herunder navnlig at han gjorde modstand mod at blive rekrutteret og derfor blev tilbageholdt og tortureret af de kurdiske myndigheder, fremstår utroværdig, idet det under de angivne omstændigheder ikke kunne forventes, at ansøgeren ville være loyal over for de samme myndigheder. I denne sammenhæng forekommer det også bemærkelsesværdigt, at de kurdiske myndigheder løslod ansøgeren i 24 timer uden nogen form for kontrol. Ansøgerens forklaring om, at han efter løsladelsen sikkert blev fulgt af myndighederne, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er desuden indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgerens forklaring om udseende og indretning af det sted, hvor han blev tilbageholdt, ikke fremstår selvoplevet. På den anførte baggrund og efter ansøgerens generelle fremtræden under nævnsmødet må nævnet derfor afvise ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Som konsekvens heraf er der heller ikke grundlag for at underkaste ansøgeren en torturundersøgelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på andet grundlag kan opnå opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er ikke af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb omfattet af artikel i 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af den blotte tilstedeværelse i området, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen J.K. and Others v. Sweden. Der efter de af den beskikkede advokat påberåbte baggrundoplysninger om Irak i rapporten ”EASO COI Meeting Report Iraq, Practical Cooperation Meeting, 25-26 April 2017, Brussels”, ”Landinfo, Irak: Sikkerhetssituasjonen for personer med yrker som assosieres med vestlig kultur og samfunnsudviklingen i nyere tid”, 24. juni 2011, og ”Note on the continued Applicability of the April 2009 UNHCR Eligibility Guidelines for Assessing the International Protection Needs of Iraqi Asylum-Seekers”, 28. juli 2010, sammenholdt med oplysningerne om ansøgerens langvarige ophold i blandt andet Storbritannien inden tilbagevenden til Irak i 2014, hans holdning til religiøse forhold, etnicitet, tidligere alkoholmisbrug og sygdomshistorie heller ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af disse årsager hverken bedømt hver for sig eller samlet vil have behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Irak/2018/99/LINB
