Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af myndighederne og pådrage sig en straffesag, idet ansøgerens kollega og en fange, som ansøgeren transporterede i en tjenestebil, blev slået ihjel. Ansøgeren frygter endvidere, at hans afdøde kollegas familie vil forsøge at hævne sig. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev ansat ved politiet [i foråret] 2005. Ansøgeren var chauffør og hans arbejde bestod i at transportere fanger samt politifolk. [I efteråret] 2015 fik ansøgeren til opgave at transportere en fange fra politistationen til retten i Khanaqin, hvorfor ansøgeren kørte af sted i en politibil med høj hastighed og udrykning. På bagsædet af bilen sad en fange samt ansøgerens kollega. På vejen mod retten stod to personer, der så ud til at have brug for hjælp, hvorfor ansøgeren sænkede farten. Da ansøgeren sænkede farten begyndte de to personer at skyde mod bilen med ansøgeren, kollegaen og fangen i. Skuddene slog ansøgerens kollega og fangen ihjel, mens ansøgeren slap uskadt fra angrebet. Ansøgeren kørte efterfølgende til nærmeste landsby, Dake Ibrahim, som lå fem minutters kørsel fra gerningsstedet. Her stoppede ansøgeren bilen og råbte om hjælp. Folk fra landsbyen kom til og hjalp. Bilen blev kørt væk, men ansøgerens kollegas liv stod ikke til at redde. Ansøgeren spurgte en landsbybeboer, som rådede ansøgeren til at flygte fra Irak. Meget tidligt om morgenen, dagen efter episoden, fik ansøgeren hjælp til at flygte fra Irak af samme person, som havde rådgivet ham. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgerens storebror, som selv arbejder for politiet, afleverede ansøgerens tjenestepistol for ansøgeren, da ansøgeren ikke ønskede problemer. Efter sin udrejse af Irak har ansøgerens ven modtaget en arrestordre dateret [i efteråret] 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er sigtet, da han er flygtet. Den afdøde kollegas familie har efterfølgende opsøgt ansøgerens søster og spurgt efter ansøgeren adskillige gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende vedrørende hændelsesforløbet forud for udrejsen. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han under transporten sænkede farten, satte sit grønne blink på, og som bilen nærmede sig de to personer, begyndte de at affyre skud mod bilen. Endvidere har ansøgeren forklaret, at det var hans bror, der anbefalede ansøgeren at udrejse. Til asylsamtalen [i slutningen af] 2016 har ansøgeren forklaret, at ansøgeren kørte i en politibil, og at de kørte med udrykning, samt at han sænkede farten, da han så de to personer. Endvidere har ansøgeren forklaret, at det var [X], der anbefalede ansøgeren at udrejse. Foreholdt denne sidste divergens har ansøgeren forklaret, at både hans bror og [X] anbefalede ansøgeren at udrejse. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at de kørte med blink hele tiden, og at han på intet tidspunkt sænkede farten. Derudover har ansøgeren under samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han stoppede i landsbyen for at søge hjælp, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han måtte stoppe i landsbyen, fordi bilen var gået i stykker og ikke kunne køre længere. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han kunne se, hvilket våben, de to personer skød med, og om tidspunktet for, hvornår fangen henholdsvis kollegaen døde. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår han har talt med sin søster om kollegaens families opsøgning, og hvad der er blevet sagt. Ved vurderingen af de fremhævede divergenser må det tillægges vægt, at der er tale om et meget enkelt hændelsesforløb. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at flere forhold i ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet samlet set ikke forekommer sandsynligt. Således finder nævnet, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren blot lod folkene i landsbyen tage hans politibil, eller at ansøgeren ikke forsøgte eller har forsøgt at kontakte sin arbejdsgiver, når han var uskyldig, også henset til at han har arbejdet for politiet i ca. ti år og aldrig tidligere har haft problemer. Nævnet finder det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren inden udrejsen gav sin tjenestepistol til [X], som han kun lige havde mødt, med henblik på at få pistolen indleveret til ansøgerens arbejdsgiver, fordi ansøgeren ikke ønskede yderligere konflikter, også særligt henset til at ansøgeren frygtede at blive anklaget for medvirken til drab. Endelig finder nævnet det heller ikke sandsynligt, at alle telefoner i Kurdistan bliver aflyttet af myndighederne, og at det var baggrunden for, at ansøgeren ikke kontaktede sin bror yderligere, ligesom ansøgerens forklaring om brorens reaktion ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en arrestordre kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at der er mange falske dokumenter i Irak. Nævnet finder dog ikke anledning til at foranstalte en ægthedsvurdering af arrestordren, da det ikke har væsentlig betydning for sagens afgørelse, herunder henset til arrestordrens indhold. Det fremgår således alene af arrestordren, at ansøgeren er sigtet, fordi han er flygtet/deserteret. Nævnet bemærker, at det falder indenfor det enkelte lands juridiktion at lovgive for sine statsborgere og fastsætte sanktioner i tilfælde, hvor lovgivningen overtrædes, og nævnet finder, at den i praksis forekomne straf for desertering ikke kan anses for uforholdsmæssig efter dansk retstradition. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/97/JAH
