Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person ved navn Bashir, idet ansøgeren er blevet truet af Bashir to gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra militært. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ægtefælle og børn blev udsat for et røveri [i sommeren] 2014 på deres fælles bopæl. Ægtefællen identificerede den ene af gerningspersonerne som værende en mand ved navn Bashir fra området. Omkring et år efter meldte Bashir sig selv til myndighederne og blev fængslet. Under retsmødet truede Bashirs mor ansøgeren på livet. Efter Bashir [i sommeren] 2015 blev frifundet og løsladt, truede han telefonisk ansøgeren og hans familien på livet. Ansøgeren og familien flyttede herefter til ansøgerens svigerfamilie, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren forlod sin arbejdsplads i militæret [i efteråret] 2015. Ansøgeren og hans familie udrejste legalt af Irak i [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdig, at en af røverne skulle ringe til ansøgeren under røveriet og derved risikere, at der kom folk til stedet. Ansøgerens ægtefælle har forklaret udbyggende om, at der under røveriet blev brugt bedøvelsesmidler mod hende og at hun blev bevidstløs. Ansøgeren har ikke nærmere kunne redegøre for, hvordan moktaren kunne give ham Bashirs telefonnummer, når den eneste oplysning ansøgeren havde, var et forkert fornavn. Ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret divergerende om, hvorvidt Bashir angav sit navn under de tre telefonopkald. Det fore-kommer usandsynligt, at Bashir skulle deltage i en konfrontation hos sheikhen, når ansøgeren på det tidspunkt troede, at gerningsmanden var en anden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var til stede under retsmødet [i sommeren] 2015. Der er forklaret udbyggende om, at Bashirs mor under det pågældende retsmøde henvendte sig til ansøgerens ægtefælle og udtalte, at hendes søn ville blive frikendt. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han efter Bashirs løsladelse boede hjemme i en tid, eller om familien straks flygtede til ansøgerens svigerfamilie. Nævnet bemærker endvidere, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens ægtefælle rejste tilbage til Irak med sine børn kort efter ankomsten til Danmark og boede der i omkring 1 år, såfremt hun var reel bange for konflikten. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han inden anden samtale i Udlændingestyrelsen var blevet ringet op af sin klanleder, der opfordrede ham til at rejse tilbage. Denne oplysning er ikke fremkommet tidligere. Ansøgeren og hans ægtefælle har endelig forklaret divergerende om, hvem der fremsatte truslerne og hvor mange trusler, der blev fremsat efter hendes tilbagerejse til Irak. Det er alene ansøgerens formodning, at han er blevet udstødt af sin klan. Det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke opsagde sin stilling i militæret forud for sin rejse, særlig når han forberedte flugten til Danmark i omkring to måneder. Efter baggrundsoplysninger om en mulig straf for at forlade sin tjeneste uden at opsige denne, finder nævnet ikke, at denne kan anses for at være uforholdsmæssigt efter dansk retstradition. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/85/FAM
