Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk türkmener og sunni-muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søster vendte tilbage til Kirkuk i 2006. I 2009 blev ansøgerens far løsladt og vendte tilbage til Irak. Ansøgerens far flyttede ind hos ansøgerens moster, hvor ansøgeren og hans mor også boede. Efter et til to år fandt ansøgeren og moren deres egen bopæl. Ansøgeren var ofte udsat for fysisk overgreb af sin far. Faren truede ansøgeren med at skyde ham, hvis ansøgeren ikke gjorde, som han fik besked på. På et tidspunkt i 2012 eller 2013 flyttede ansøgerens mor, ansøgerens søster og ansøgeren væk fra faren. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af sin far siden, ligesom ansøgeren ikke har talt med faren siden. I oktober 2015 udrejste ansøgeren og moren til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet udsat for fysiske overgreb eller trusler fra sin far efter forældrenes samlivsophævelse i 2012 eller 2013 til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Det fremgår således, at ansøgeren under Oplysnings- og motivsamtalen [i] februar 2017 adskillige gange har forklaret, at han ikke har set eller talt med sin far siden forældrenes samlivsophævelse. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i] februar 2017 har ansøgeren først forklaret, at han havde set sin far en gang på et ukendt tidspunkt efter samlivsophævelsen. Senere under samtalen blev ansøgeren foreholdt sin mors forklaring, hvorefter hans far skulle have opsøgt dem flere gange efter samlivsophævelsen, hvorefter han bekræftede, at det var tilfældet, uden at han nærmere kunne angive, hvor mange gange, det drejede sig om. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at hans far opsøgte dem mange gange efter samlivsophævelsen, senest i 2015, og at ansøgeren flere gange blev udsat for vold i den forbindelse. Det fremgår af referaterne fra ansøgerens samtaler i Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har fået disse oversat og har vedstået indholdet heraf. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at han ikke har forklaret som anført, kan derfor ikke tillægges betydning ved vurderingen af de divergerende forklaringer. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret udbyggende på flere punkter. Han har således forklaret bl.a., at hans far tvang ham til at gå i koranskole, at faren købte og solgte våben, at faren i 2015 slog ansøgeren, fordi ansøgeren havde fået lavet en tatovering på den ene arm, og at faren derefter skød den person, der havde udført tatoveringen. Ansøgeren har videre under nævnsmødet forklaret, at faren efter samlivsophævelsen opsøgte ham og forbød ham at arbejde, fordi han skulle gå i moske i stedet, ligesom faren slog ham foran andre. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at faren ville have, at ansøgeren skulle deltage i krigen. På den anførte baggrund finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/78/SME
