Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har været medlem af PUK, fra han var 18 år og frem til hans udrejse af Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A], idet han har anklaget ansøgeren for at være skyld i drabene på hans tre brødre. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af PUK, idet PUK mistænker ham for at have røbet deres opholdssteder i regionen til andre kurdiske partier. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] var medlem af ISIL, og at ansøgeren kendte ham, idet han boede i den samme landsby. I landsbyen var de fleste beboere tilhængere af ISIL. Ansøgeren har videre oplyst, at han var peshmerga for PUK, fra han var 18 år til hans udrejse af Irak. [I sommeren] 2014 udbrød der kampe mellem ISIL og de kurdiske styrker i ansøgerens område. Ansøgeren deltog i kampene, men blev såret [den samme dag]. Ansøgeren vendte tilbage til kampene efter to til tre måneder, men [i efteråret] 2014 blev ansøgeren igen såret. Fra august eller september 2014 hjalp ansøgeren ligeledes en hemmelig enhed i PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder i området. Ved angrebene [i sommeren] 2014 og [i efteråret] 2014 blev [A’s] tre brødre slået ihjel. [A] beskyldte ansøgeren for angrebene over telefonen, idet ansøgeren havde hjulpet PUK med at finde ISIL’s tilholdssteder. Efterfølgende modtog ansøgeren en telefonisk trussel fra en ukendt person, som ansøgeren formoder havde tilknytning til [A]. Ansøgeren modtog efterfølgende en tredje trussel, da [B] fortalte ansøgeren, at [A] truede ansøgeren. Ansøgeren bad derfor PUK om at beskytte ham og hans familie, hvilket PUK dog ikke ville. Ansøgeren besluttede derfor at stoppe i PUK. Ansøgeren flyttede sin familie til en anden landsby, og ansøgeren rejste selv videre og boede hos sin ven [C]. Mens ansøgeren boede hos [C], blev han ringet op af en person fra PUK, som ville vide, hvorvidt ansøgeren havde videregivet hemmelige oplysninger om PUK til andre kurdiske partier. PUK kontaktede efterfølgende ansøgerens mor med henblik på udbetaling af ansøgerens løn. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Irak. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren yderligere påberåbt sig, at han frygter PUK, fordi han er deserteret. Det bemærkes indledningsvist, at det følger af udlændingelovens § 40, at ansøgeren skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af hans asylgrundlag. Flygtningenævnet kan lægge den del af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han har været tilknyttet PUK som peshmerga og har deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har ved den vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har svaret divergerende om centrale elementer i sit asylmotiv både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsbehandlingen, således at han, når han foreholdes en divergens, typisk fremkommer med en helt ny forklaring. Han har således forklaret divergerende om, hvor mange trusler han har modtaget, af hvem de blev fremsat og over for hvem, de blev fremsat, ligesom han har forklaret udbyggende om anledningen til, at han frygter PUK. Han har således først under nævnsbehandlingen anført, at PUK over for hans mor har oplyst, at de ønskede at tale med ham på grund af, at han muligvis kunne have givet oplysninger om PUK’s aktiviteter, ligesom han først under nævnsbehandlingen har oplyst, at han frygtede PUK på grund af desertering. Nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet og muligvis kan have pådraget sig et traume i forbindelse med krigshandlinger. Nævnet finder imidlertid ikke, at de ovennævnte forhold kan forklares på den baggrund, hvorved bemærkes, at ansøgeren har forklaret afglidende og ukonkret om centrale elementer. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse var forfulgt, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/75/EMU
