irak201868

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at han vil blive slået ihjel af lokale shiitiske militser, da han er sunni muslim. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han modtog et trusselsbrev på sin arbejdsplads fra militsen Asaib Ahl al-Haq. Omkring seks dage efter modtagelsen af trusselsbrevet udrejste ansøgeren af Irak. Efter ansøgerens udrejse blev hans søsters bopæl udsat for et væbnet angreb. En af gerningsmændene oplyste, at angrebet blev foretaget, fordi der var kendskab til, at ansøgeren og søsteren befandt sig på bopælen. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring, sammenholdt med oplysningerne fra forløbet af hans psykologbehandling, til grund, at han i 2015 har været udsat for et voldeligt overfald og et seksuelt overgreb, hvor han på en mørk gade blev overfaldet og bestjålet af tre kraftigt alkoholpåvirkede mænd, som han ikke har set hverken før eller efter episoden. Der er efter det oplyste imidlertid tale om, at ansøgeren har været et tilfældigt offer for alvorlig kriminalitet, som ikke kan anses for asylbegrundende. På den baggrund finder nævnet ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret udbyggende og i øvrigt divergerende i forhold til forklaringen fra ansøgerens fætter, [A]. Ansøgeren har således ikke nævnt noget om trusselsbrevet i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2015, selv om det ifølge ansøgerens forklaring under samtalerne hos Udlændingestyrelsen var den begivenhed, der var årsag til hans flugt. Der er herved taget hensyn til ansøgerens begrænsede skolegang. Ansøgeren har under samtalen [vinteren] 2016 også oplyst, at han ikke havde set lignende trusselsbreve før og ikke kendte til andre, der havde modtaget et trusselsbrev af samme type. Ansøgeren oplyste videre, at han udrejste med sin fætter, [A]. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 oplyste ansøgeren, at han rejste sammen med fætteren, fordi de ikke kunne finde nogen steder at være i fred. Ansøgerens fætter har under en samtale med Udlændingestyrelsen den [i efteråret] 2016 i modsætning hertil forklaret, at han og ansøgeren fik trusselsbreve fra en milits med få dages mellemrum og derfor besluttede at flygte sammen. Det fremgår endvidere af ansøgerens forklaring for nævnet sammenholdt med Ihabs forklaring, at de har haft bopæl på den samme adresse og begge har drøftet modtagelse af et trusselsbrev med deres fælles bedstefar. Det forekommer derfor påfaldende, at ansøgeren ikke skulle være bekendt med årsagen til udrejsen for så vidt angår fætteren. Ansøgerens forklaring om, at det var hans arbejdsgiver, der skulle stå i ledtog med den milits, der stod bag trusselsbrevet, fremstår desuden bemærkelsesværdig, da arbejdsgiveren kendte til ansøgerens religion og på det pågældende tidspunkt havde haft ansøgeren ansat i mange måneder uden forudgående uoverensstemmelser med ansøgeren. Ansøgeren har ikke over for nævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for baggrunden for de nævnte forhold og har på en række punkter givet afglidende svar. Ansøgeren har endvidere [i efteråret] 2016 oplyst, at han ikke forud for modtagelsen af trusselsbrevet er blevet truet, opsøgt personligt eller kontaktet telefonisk, ligesom hans bedsteforældre, som han boede hos, ikke er blevet opsøgt efterfølgende efter hans udrejse [i efteråret] 2015. Det forekommer på den baggrund endvidere usandsynligt, at episoden hos ansøgerens søster [i foråret] 2017, som ansøgeren har været partshørt om under samtale [senere på foråret] 2017, skulle have baggrund i ansøgerens udrejse, herunder at ansøgerens søster skulle have ringet til ansøgeren som den første for at få hjælp, mens hendes bopæl blev opsøgt og beskudt af en bande, som efterfølgende oplyste, at de ville have fat i ansøgeren. Efter det anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det bemærkes, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunni-muslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder  A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017, ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er herefter ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/68/SEL