Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Najaf, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af ukendte personer, som ansøgeren formoder, er hans kolleger, idet ansøgeren fik en højere løn og mere arbejdserfaring end dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som svejser ved virksomheden [A] siden starten af 2009. Ansøgeren modtog den første trussel i slutningen af 2009, hvorefter han modtog flere telefoniske trusler om ugen. Det var altid den samme person, der ringede til ansøgeren, men ansøgeren kunne altid høre to andre personer i baggrunden. Ansøgeren ved ikke hvem, der truede ham, men han formoder, at det var hans kolleger. Ansøgeren tror, at han modtog truslerne, da ansøgeren fik en højere løn end kollegerne og var bedre til at udføre sit arbejde. Når ansøgeren blev truet, fik han at vide, at han ville blive dræbt, hvis han ikke stoppede med at arbejde for [A]. Ansøgerens far blev også ringet op og truet af personerne. Faren har desuden modtaget billeder af ansøgeren, mens ansøgeren arbejdede. Ansøgeren stoppede med at arbejde for [A], da virksomheden lukkede. I 2011 flyttede ansøgeren til Diwaniah-området, hvor han, sammen med flere af sine tidligere kolleger fra [A], begyndte at arbejde for et firma ved navn [B]. Ansøgeren blev under sit arbejde for [B] igen truet med, at han ville blive dræbt, såfremt han ikke stoppede på sit job. Ansøgeren endte derfor med at opsige sit job i [B]. Truslerne stoppede herefter. Ansøgeren arbejdede herefter i to år i henholdsvis Karballa-området og i Najaf. Ansøgeren modtog ikke trusler i denne periode. I 2014 begyndte ansøgeren igen at arbejde for [B]. Efter nogle måneders ansættelse blev forruden i ansøgerens bil smadret, og han begyndte på ny at modtage telefoniske trusler. Ansøgeren opsagde derfor sit arbejde for [B] i august 2015 og udrejste af Irak i september 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens asylmotiv forekommer enkelt, men at han på trods heraf forklarer divergerende på væsentlige punkter i asylmotivet. Ansøgeren forklarer i sit asylskema, at han bliver forfulgt af en bevæbnet gruppe, at han under samtalerne den 19. maj 2016 og den 3. februar 2017 forklarer, at han bliver forfulgt af 3 kolleger, indledningsvis i nævnsmødet, at han bliver forfulgt af militser, hvilket senere ændres til en gruppe på 6 til 7 kolleger. Han forklarer i sit asylskema, at konflikten startede i 2014, mens han ved senere samtaler og for nævnet har forklaret, at problemerne startede i 2009. Ansøgeren har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at der ikke skete noget usædvanligt i næsten to år fra marts-april 2011, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han blev truet kontinuerligt ca. én gang om måneden fra 2009 og frem til udrejsen. Han har forklaret for nævnet, at truslerne blev fremsat telefonisk og én gang ved en trusselsseddel, der var blevet lagt i hans bil. Han har under samtalen den 3. marts 2017 forklaret, at han og hans far også modtog sms’er, og at trusselsseddelen sad på forruden af hans bil. Han har under nævnsmødet forklaret, at han blev afpresset for penge, mens han var i Irak, hvilket han ikke tidligere har fortalt til Udlændingestyrelsen. Endelig har han i asylskemaet forklaret, at hans bil blev brændt efter hans udrejse, i samtalen af 19. maj 2016, har han ikke forklaret, at hans bil blev brændt, i samtalen af 3. februar 2017, har han forklaret, at bilen blev brændt, mens han var i Irak, i samtalen af 3. marts 2017 har han forklaret, at hans bil blev brændt efter hans ankomst til Danmark, og under samtalen for nævnet har han indledningsvist forklaret, at hans bil blev brændt, mens han var i Irak, mens han senere forklarede, at det først var efter udrejsen, at bilen blev brændt. På baggrund af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring, som divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/60/JHB.
