Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1991. I 1991 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev i 1996 gjort tidsubegrænset. Ved dom afsagt af byretten blev klageren i 2016 idømt fængsel i to år efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste A, nr. 3, til dels jf. straffelovens § 21. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2 og nr. 4, og § 32, stk. 2. Byrettens dom, herunder bestemmelsen om udvisning, blev stadfæstet af landsretten i 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren flygtede fra Irak i 1991 som følge af klagerens desertering fra Folkehæren og efterfølgende modstandskamp for en shiitisk modstandsbevægelse. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer, idet han er tidligere narkoman, og som følge heraf bliver betragtet som værende vantro og uden værdi. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han formoder, at hans bror, som opholder sig i Sverige, har fortalt om hans narkotikamisbrug til personer i Irak. Klageren har endvidere henvist til, at han som shiamuslim frygter ISIL og den generelle sikkerhedssituation i Irak. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af børnene til den militante leder [A], idet klagerens bror har været aktiv for en rivaliserende shiamuslimsk milits og i denne forbindelse var skyld i, at en af [A’s] sønner blev fængslet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] i starten af 1990’erne blev leder for en milits ved navn Bathia Takfiria, der havde til formål at uddrive shiamuslimer fra bydelen. [A] boede over for klagerens families bopæl i Irak. Klagerens bror, [B], sluttede sig til en rivaliserende shiamuslimsk milits ved navn Bathia Takfiria i 2008. Klagerens bror afslørede, at en ejendom tilhørende [A] blev brugt til produktion af bomber, og klagerens bror var på den måde skyld i, at [A’s] søn blev fængslet for bombeproduktion. [A] er i dag gammel, hvorfor han ikke længere udgør nogen risiko for klageren, men hans sønner har svoret blodhævn over klagerens familie. Klagerens bror flygtede til Ungarn i 2008, hvor han fik asyl, men brorens ven, [C], blev slået ihjel i forbindelse med en afhøring om, hvor klagerens familie opholdt sig. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke personligt har nogen konflikter med myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Flygtningenævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra børnene til den militante leder [A] til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren først har forklaret om denne påståede konflikt i forbindelse med nævnsbehandlingen, ligesom forklaringen forekommer konstrueret. Selv hvis klagerens forklaring om brorens konflikt med den militante leder [A] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været i Irak siden 1991, at konflikten foregik i 2008 og må anses for afsluttet, og at det beror på klagerens egen formodning, at han som følge heraf vil blive efterstræbt. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente oplysninger fra klagerens søskendes asylsager i Ungarn henholdsvis Holland. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at ukendte personer i Irak skulle have kendskab til hans tidligere stofmisbrug, og at han som følge heraf er i risiko for at blive slået ihjel af sunni- eller shiamuslimer. Det forhold, at klageren udrejste i 1991, fordi han frygtede de irakiske myndigheder under Saddam Husseins styre kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til det skete regimeskifte i 2003. Klagerens frygt for ISIL kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på ISILs begrænsede tilstedeværelse i Irak, og at det alene beror på klagerens egen formodning, at ISIL vil efterstræbe ham. Derudover finder Flygtningenævnet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder for shiamuslimer, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Endelig finder nævnet, at klagerens helbredsmæssige forhold, herunder forbrug af Metadon, ikke kan føre til, at klageren får konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/57/JEA
