Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Al Diwaniyah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han er deserteret fra militæret og udrejst. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af militser. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende desertering henvist til, at han forlod den irakiske hær den [nærmere angiven dato i foråret] 2014 og udrejste af Irak den [nærmere angiven dato ultimo] 2015. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet vedrørende sin frygt for militser henvist til, at hans farbror i 2004 blev skudt af en person med tilknytning til Al-Mahdi militsen. Gerningsmanden blev efterfølgende idømt en livstidsdom i 2011. Herefter fraflyttede ansøgeren og hans familie deres bopæl i Al Diwaniyah, idet de frygtede, at gerningsmandens familie ville hævne domfældelsen. Familien boede herefter i […] området omkring Bagdad, hvor de på intet tidspunkt oplevede konkrete konflikter. Den [nærmere angiven dato ultimo] 2012 flyttede familien tilbage til Al Diwaniyah, hvor familien i [efteråret] 2015 havde en konfrontation med medlemmer af Hizbollah grundet et skænderi med dem i trafikken. De har ikke efterfølgende oplevet problemer med Hizbollah. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin far eller andre klanmedlemmer, idet hun har giftet sig mod sin fars vilje. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes far afslog frieri fra ansøgerens ægtefælle, men at de blev gift i 2011 uden farens samtykke, mens faren sad fængslet. Ansøgeren er beslægtet med sin ægtefælle på sin mors side, og morens side af familien har accepteret ægteskabet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at faren, mens ansøgeren var i Danmark, er blevet løsladt fra fængslet. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, herunder at hun frygter at blive dræbt af militser, såfremt hun bliver alene med børnene. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af uoverensstemmelserne i 2011 i forbindelse med retssagen mod den person, der i 2004 dræbte den mandlige ansøgers farbror. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at det var farbror [A], der havde konfrontationen med gerningsmandens familie, og at ingen øvrige i den mandlige ansøgers familie er blevet opsøgt eller truet i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke kan lægge til grund, at gerningsmanden er blevet løsladt, idet den mandlige ansøger og hans bror [B] har forklaret divergerende herom. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra militæret. Han har muligt forladt militæret i [foråret] 2014, således som han har forklaret, men de irakiske myndigheder har ikke opsøgt ham i den anledning. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet lægger til grund, at hele familien er udrejst legalt gennem lufthavnen i Bagdad. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at udrejsen er sket ved hjælp af bestikkelse. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at den mandlige ansøger ikke oprindeligt har forklaret herom, og at den mandlige ansøger og hans bror [B] i nævnsmødet umiddelbart har forklaret forskelligt herom, selvom [B] efterfølgende korrigerede sin forklaring. Flygtningenævnet lægger trafikepisoden med Hizbollah i [efteråret] 2015 til grund. Denne episode har ikke givet anledning til yderligere overfor familien, og episoden må anses for afsluttet, uden at denne indebærer nogen yderligere risiko for familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne risikerer overgreb som følge af, at de i 2011 har giftet sig mod den kvindelige ansøgers fars vilje. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerne aldrig er blevet truet i den anledning, og at det udelukkende beror på ansøgernes formodning, at den kvindelige ansøgers far vil begå æresdrab. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af familiens forhold ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/50/MJM
