Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin vens, [A], familie, idet de havde et forhold i Irak. Ansøgeren frygter endvidere overgreb fra lokalbe-folkningen på grund af rygtet om, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Kirkuk, men havde folkeregisteradresse i Mosul. I 2014 opholdt ansøgeren sig kortvarigt i Mosul, indtil ISIL indtog byen. Ansøgeren flygtede derfor til Kirkuk, hvor han mødte [A], som han havde kendt siden han var barn. Ansøgeren og [A] indledte et forhold. De mødtes både hos ansøgeren og hos [A]. De mødtes kun ca. tre gange. Når de mødtes, rørte de ved hinanden, kyssede og omfavnede hinanden og havde oralsex. De havde ikke egentlig samleje. En dag hjemme hos [A], da de var i gang med at tage tøjet af, kom [A’s] far pludselig ind på værelset, hvorefter ansøgeren flygtede. Ansøgeren tog hjem til sin ven, [O], hvor han opholdt sig i en periode, hvorefter han flygtede ud af landet [i sommeren] 2015. Ansøgeren var i denne periode i kontakt med sin mor telefonisk. Hun skældte ham ud. Ansøgeren er ikke homoseksuel. Han betragter for-holdet til [A] som en fejltagelse. Ansøgeren har ikke været i kontakt med [A], siden den dag han flygtede fra hans værelse. Han har dog via venner hørt, at [A] er blevet gift. Ansøgeren formoder, at [A’s] familie har skånet og tilgivet [A], fordi han er deres søn. De vil ikke tilgive ansøgeren, fordi han er fremmed. Tværtimod har de givet ansøgeren skylden. Flygtningenævnet kan ikke lægge an-søgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under samtalen med de norske myndigheder ikke har nævnt episoden med [A], men derimod benægtet at han havde an-dre problemer end de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har forklaret divergerende på flere afgø-rende punkter, herunder hvornår han indledte forholdet til [A], hvor de havde seksuelle forhold, hvor mange seksuelle forhold de havde, forholdets karakter til [A] og hvor længe han boede hos [O], før han udrejste. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han tidligere havde haft seksuel kontakt med piger, selvom det af samtalen med Udlændingestyrelsen fremgår, at dette ikke var til-fældet. Han har under mødet for nævnet forklaret, at han alene formoder, at [A’s] familie har haft kontakt med hans familie, selvom han under samtalen med Udlændingestyrelsen er citeret for at have forklaret, at der udelukkende var en kontakt og at det var samme dag som han blev afsløret af [A’s] far. Han har ikke for nævnet på rimelig måde kunnet forklare, hvorfor han og [A] ikke låste døren, selvom døren var forsynet med en lås. Endelig forekommer det helt usandsynligt, at han ikke efterfølgende har haft kontakt med [A] blandt andet for at høre, hvad der var sket med [A] og om konfliktens omfang. På baggrund af ovennævnte divergenser og usandsynligheder tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring. Han har herefter ikke sandsynliggjort, at han i Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret eller individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/37/LMD
