irak201826

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak samt et medfølgende barn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Sulaymaniya, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, [U], og sin svigerfamilie, idet hun har nægtet at gifte sig med sin svoger, [F], og idet hun har haft et forhold til en kristen mand ved navn [Y]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle døde i [efteråret] 2013. Ca. fire måneder senere indledte ansøgeren et forhold med sin chef, [Y]. Omkring otte måneder efter ansøgerens ægtefælles død, begyndte ansøgerens bror, [U], at presse ansøgeren til at gifte sig med sin svoger, [F], hvilket der var tradition for. Ansøgeren nægtede flere gange, idet [F] allerede var gift og havde børn, ligesom ansøgeren ikke havde nogen følelser for ham. [U] blev vred og truede flere gange med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren og [Y] havde været kærester i et år, da [U] fandt ud af, at de havde et forhold. [U] havde været på ansøgerens arbejdsplads, hvor han så ansøgeren og [Y] tale sammen, hvilket han blev meget vred over, hvorefter han tog ansøgeren ved håret og hev hende igennem butikken og ud i sin bil. Da ansøgeren og [U] kom hjem, slog [U] ansøgeren og sagde, at årsagen til, at hun ikke ville gifte sig med [F] var, at hun havde et forhold til [Y]. Ansøgeren indrømmede, at hun og [Y] havde et forhold, og [U] blev rasende og sagde, at det var en stor skam for familien, idet [Y] var kristen. [U] sagde til ansøgeren, at hun skulle acceptere ægteskabet med [F], og at hun havde en uge til at tale med sin søn om det. Ansøgeren måtte ikke forlade sit hjem i den uge. Ansøgeren sendte sin søn hen til [Y] for at fortælle, hvad der var sket og for at bede om hjælp. Tre til fire dage senere flygtede ansøgeren og hendes søn til Erbil ved hjælp af [Y]. Ansøgeren og hendes søn udrejste af Irak den følgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen findes divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at hendes bror flere gange truede hende med kniv, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at det kun skete én gang. Videre har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun, efter at hendes bror havde opdaget hendes forhold til [Y], var indespærret i hjemmet i en uge, før broderen og hendes svoger opsøgte [Y], mens hun til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hun var indespærret 3-4 dage eller en uge, og at det kun var hendes bror, der opsøgte [Y], og at det kun fandt sted en gang, nemlig da broderen opdagede hendes forhold til [Y]. Først under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at hun ikke havde tørklæde på, da broderen opdagede hende sidde sammen med [Y], og også først under nævnsmødet forklaret, at grunden til, at hun ikke kontaktede [Y] de dage, hun var indespærret i hjemmet, var, at broderen havde taget hendes telefon. Ansøgerens forklaring om, at hun fik telefonen tilbage af moderen, da sønnen angiveligt var syg, forekommer påfaldende. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at broderen tillod ansøgeren at arbejde som eneste kvinde på en arbejdsplads, hvor de øvrige ansatte var mænd, og hvor chefen var kristen, når broderen, som forklaret af ansøgeren, reagerede så voldsomt på, at ansøgeren sad i baglokalet og talte med sin chef. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at ansøgeren hverken havde kontakt med [Y] i dagene efter, forholdet var blevet opdaget, eller efter flugten. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/26/LMD