Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Mosul, Irak. Ansøgeren er født sunni-muslim, men har oplyst, at hun i dag føler sig som kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de irakiske myndigheder, herunder de kurdiske sikkerhedsstyrker, fordi de har truet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle til at forlade Irak, fordi ansøgerens ægtefælle er syrisk statsborger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold i landet og de særligt svære levevilkår i Irak som følge af, at ansøgerens ægtefælle, som syrisk flygtning, ikke har opholdstilladelse i Irak. Ansøgeren har endvidere som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter navnlig sin familie som følge af konsekvenserne af hendes kristne aktiviteter i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og ansøgerens syriske ægtefælle begyndte at modtage trusler kort tid efter, at ansøgerens ægtefælle begyndte at arbejde for organisationen […] i 2014. Et par måneder før ansøgerens og denne families udrejse i 2015, blev ansøgerens families bopæl opsøgt tre gange af ukendte personer, som sagde, at de skulle flytte, og de ikke måtte arbejde, fordi ansøgerens ægtefælle var syrisk statsborger, ligesom de kom med beskyldninger om, at familien ikke praktiserede islam, herunder at ansøgeren ikke bar muslimsk hovedtørklæde. Ansøgerens ægtefælle blev opsøgt tre gange, hvoraf han i to ud af de tre gange blev tilbageholdt hele dagen, og en advokat fra ægtefællens arbejdsplads hjalp ham ud. Ansøgeren formoder, at ægtefællen blev opsøgt af de kurdiske sikkerhedsstyrker. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren sammen med sin datter legalt af Irak. Ansøgerens ægtefælle udrejste illegalt af Irak. Ansøgeren har om sine kristne aktiviteter i Danmark oplyst, at hun ikke praktiserer islam, men nu har fundet Gud via kristendommen i Danmark. Ansøgeren har siden hun kom til Danmark gået i kirke i perioder, og siden [foråret] 2017 er ansøgeren og ansøgerens familie kommet regelmæssigt i en kirke i […], hvor de deltager i søndagsgudstjenester mv. Ansøgeren holder meget af kirken og fællesskabet, og hun overvejer at konvertere til kristendommen. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun for mange år siden blev bekendt med, at hendes mor er kristen, og at hendes far havde viden om dette, men at det i øvrigt var hemmeligt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere til grund, idet forklaringen forekommer divergerende – herunder i forhold til ansøgerens ægtefælles forklaring – og usammenhængende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun og hendes ægtefælle blev truet første gang i [sommeren] 2015. Ægtefællen blev truet på sin arbejdsplads af fundamentalister, der arbejdede sammen med sikkerhedstjenesten. De sagde, at han ikke praktiserede islam, ikke gik i moske og opførte sig som en kristen. Ægtefællens chef modtog en uge efter et brev, som ægtefællen fik på arbejdspladsen. Chefen sagde, at ægtefællen var indkaldt til sikkerhedstjenesten, og en advokat fra arbejdspladsen fulgte ham dertil. Ægtefællen blev truet med, at han ikke måtte arbejde i organisationen og skulle forlade landet. Ansøgeren nævnte ikke, at ægtefællen blev afhørt om forbindelser til PKK, eller at ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption. Ansøgeren forklarede videre, at hun og hendes datter dagen efter blev opsøgt på bopælen af en mand, der sagde, at de ikke praktiserede islam og ikke gik i moske. Han sagde, at det var bedst, for ansøger og hendes familie, at de forlod landet. Ca. en uge efter blev hun opsøgt af den samme person, der sagde, at familien var vantro, og at de ikke skulle blive, idet de ellers ville miste livet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at hun blev opsøgt tre gange på bopælen af ukendte personer. Hun formodede, at det var enten almindelige borgere eller sikkerhedstjenesten. De sagde, at familien ikke kunne blive boende, at ægtefællen ikke kunne arbejde, og de beskyldte familien for at være vestligt klædt og ikke bede. Truslerne var ikke konkrete, og hun blev ikke truet personligt. Hendes ægtefælle blev også opsøgt af sikkerhedstjenesten tre gange. To af gangene blev han hentet på arbejdspladsen og tilbageholdt hele dagen. En advokat fra hans firma hjalp ham ud. Den tredje gang, han blev opsøgt, besluttede de at flygte. Ægtefællen blev afhørt og spurgt, om han havde forbindelser til PKK. Ægtefællen havde anmeldt andre kolleger for korruption, og hun mener, at han derfor blev skubbet ud af irakere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sit asylskema – ud over den militære værnepligt - alene har henvist til, at han og ansøgeren flygtede fra krig og terrorisme, og at de blev rådet til at udrejse af en velgørenhedsorganisation, der hjalp dem økonomisk. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgerens ægtefælle i det væsentlige anført de samme forhold som asylmotiv. Til sin asylsamtale har ægtefællen imidlertid forklaret, at han og ansøgeren oplevede problemer, fordi han var syrisk flygtning. Myndighederne havde en regel om, at kun 25 % af de ansatte måtte være flygtninge. Han og andre syriske flygtninge var sammen med en advokat to gange hos myndighederne for at få dem til at ændre reglen. Ansøgeren blev endvidere to gange truet på en indirekte måde, idet to ukendte personer – højst sandsynligt personer fra landsbyen - kom til deres bopæl og sagde, at de ville skade dem, hvis de ikke stoppede med at komme i kirken. Han blev også chikaneret af kolleger i [organisationen]. Han fik pengene til udrejsen af [organisationen] i form af en bonus. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens asylmotiv vedrørende trusler fra den irakiske sikkerhedstjeneste og/eller almindelige irakiske borgere som utroværdigt. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er blevet reelt kristen og dermed frafalden muslim til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har haft meget svært ved at redegøre for sin kristne overbevisning. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet ikke kunnet svare på selv enkle spørgsmål om kristendommen og kristendommens betydning for hende og har alene kunnet oplyse, at hun føler et fællesskab med kristne mennesker, idet kristne mennesker er gode og altid siger sandheden, men hun har ikke kunnet redegøre for, hvori det religiøse motiv består. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse navnet på den kirke, som hun besøgte i Dohuk eller hvilken retning inden for kristendommen, som kirken bekendte sig til. Hun har heller ikke kunne redegøre nærmere for navnet eller retningen på den kirke, som hun i dag kommer i bortset fra, at gudstjenesterne foregår i [navnet på en kristen bekendts] hjem. Hun har videre oplyst, at gudstjenester og bibellæsning foregår på dansk, som hun kun forstår i begrænset omfang, og at hun ikke har haft meget tid til at fordybe sig i kristendommen. Flygtningenævnet har endvidere i forhold til ansøgerens troværdighed tillagt det vægt, at ansøgeren først på mødet i Flygtningenævnet i dag har forklaret, at hendes bror har slået hende på grund af hendes manglende praktisering af islam, og at hun endvidere i dag har forklaret om udrejsen, at hun udrejste med sin datter og sin kristne arbejdsgiver, idet hun og arbejdsgiveren havde aftalt, at de ville til Tyskland og fortsætte deres erhverv som frisør. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/255/lrn
