Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak.. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Zakho, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fars familie, da hun har giftet sig mod farens vilje, og derved har krænket familiens ære. An-søgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], i [sommeren] 2008 i forbindelse med en række picnics, som blev afholdt i grænseområdet mellem Syrien og Irak. [A] er fra Syrien, mens ansøgeren er fra Irak. I løbet af 2008 indledte ansøgeren og [A] et forhold. I 2011 gik [A] til ansøgerens far for at spørge om lov til at gifte sig med ansøgeren. Faren afslog imidlertid [A]’s forespørgsel. Da faren efterfølgende spurgte ansøgeren om, hvorvidt hun kendte [A], løj ansøgeren og sagde, at hun ikke kendte ham. Ansøgeren sagde dette, da kæresteforhold er forbudt i ansøgerens kultur. Senere sagde ansøgerens mor til ansøgeren, at hun kendte til ansøgeren og [A]’s forhold, og at farens familie ville komme efter dem, hvis de valgte at stikke af sammen. I [efteråret] 2012 besluttede ansøgeren og [A] at stikke af sammen. [I efteråret] 2012 udrejste ansøgeren og [A] til Syrien. Ansøgerens familie vidste ikke, at de ville stikke af. Ansøgeren tror, at hendes far ville have forsøgt at gifte hende væk, hvis han havde opdaget, at ansøgeren havde tænkt sig at stikke af med [A]. I [efteråret] 2012 blev ansøgeren og [A] religiøst viet i [A]’s families hjem i Syrien. I [primo] 2013 tog ansøgeren og [A] tilbage til Irak for at få ægteskabet registreret. Ansøgeren var nødt til at få udstedt en vielsesattest, da hende og [A]’s børn ellers ikke ville kunne blive registeret. De opholdt sig i Irak i omkring to måneder. Under opholdet fik ansøgeren at vide af en veninde, at hendes familie var bekendt med, at ansøgeren var i Irak. Veninden sagde ligeledes, at familien ville slå ansøgeren ihjel, hvis de fandt hende. Ansøgeren ved ikke, hvordan familien fik besked om hendes indrejse. Da ansøgeren og [A] hav-de fået udstedt dokumenterne efter de to måneder, rejste de tilbage til Syrien. Ansøgeren har endelig anført, at forholdene i Irak betyder, at hun bør meddeles asyl, ligesom det vil være i strid med FN’s børnekonventions bestemmelser om retten til et familieliv med begge forældre, hvis hun ikke meddeles asyl, idet hun ønsker at tage børnene med tilbage til Irak ved et afslag på asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtninge-nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har således forklaret divergerende om relationen imellem deres familier, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hendes familie og ægtefællens familie ikke kendte hinanden, mens ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret og i ansøgningen om familiesammen-føring har oplyst, at hans far og ansøgerens far er fætre. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har endvidere forklaret og oplyst divergerende om deres samliv, idet ansøgeren til sine samtaler i Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun flyttede ind hos sin ægtefælle og hans familie i [efter-året] 2012, og at de efterfølgende [senere i efteråret] 2012 blev religiøst viet i hjemmet, hvorefter de boede sammen, mens ansøgerens ægtefælle i ansøgningen om familiesammenføring har oplyst, at de ikke boede sammen forud for ægteskabet, men først efter indgåelsen af ægteskabet [i foråret] 2013. På den baggrund og henset til, at ansøgeren først rejste til Danmark i [efteråret] 2015 og søgte asyl, efter at hun og ægtefællen havde fået afslag på familiesammenføring, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Irak ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren – eller dennes børn såfremt ansøgeren vælger at tage disse med tilbage til Irak – er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder endelig, at FN’s børnekonvention ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Irak/2018/21/MAD
