Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014 og 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Mosul, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af grupperingen, der kalder sig ISIL, fordi han har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Han har også henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet i fem år af de irakiske myndigheder, fordi han er deserteret fra sit job i politiet og den irakiske efterretningstjeneste. Han frygter, at den irakiske hær og shiitiske militser mistænker ham for at have tilsluttet sig ISIL, fordi han ikke kom tilbage og bekæmpede ISIL. Endelig har han henvist til, at han ved indrejse til Bagdad frygter unavngivne, shiitiske militser, fordi han har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og fordi amerikanerne bekæmpede de pågældende militser. Ansøgeren frygter også den irakiske hær og de shiitiske militser, fordi det kan ses på hans ID-kort, at han er sunni muslim og stammer fra Mosul. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han i perioden fra 2007-2008 arbejdede som tolk for de amerikanske styrker. I 2008 fik han arbejde i det irakiske politi, hvor han har arbejdet indtil sin udrejse. I [begyndelsen af] 2014 fik han en administrativ stilling i politiets efterretningstjeneste i byen, Mosul. Hans arbejdsopgaver hos efterretningstjenesten bestod blandt andre i at klargøre sager, før en terrormistænkt fra ISIL skulle til afhøring af de pågældende, hvorefter han skrev en afhøringsrapport, som han afleverede til sin overordnede. [I sommeren] 2014 flygtede ansøgeren og hans kollegaer fra Mosul, fordi ISIL overtog kontrollen med byen. Han opholdt sig herefter hos sin ven [A], i tre måneder, hvorefter han udrejste af Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun vil blive slået ihjel af grupperingen der kalder sig selv ISIL, fordi hendes ægtefælle har arbejdet i politiet, herunder i efterretningsvæsenet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin onkel, fordi han ikke accepterer hendes ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for de nævnte asylmotiver oplyst, at hendes ægtefælle har arbejdet i en administrativ enhed i efterretningstjenesten i Mosul, i perioden fra begyndelsen af 2014 til [sommeren] 2014. [I sommeren] 2014 overtog ISIL kontrollen med Mosul, hvorefter hendes ægtefælle var nødsaget til at flygte hen til sin ven, [A]. I [efteråret] 2014 blev hun opsøgt af fire ISIL medlemmer på hendes bopæl, som spurgte efter hendes ægtefælle. De sagde til hendes svigermor, at de ville halshugge hendes søn, hvis ikke hun inden ti dage sørgede for at bringe sin ægtefælle til dem. To dage efter flyttede hun, hendes søn, svigermor og ægtefælles søskende hjem til hendes ægtefælles ven, [M]. I [efteråret] 2015 ringede hendes onkel til hendes mor to eller tre gange og sagde, at han ville lede efter hende, og slå hende ihjel, hvis han fandt hende på grund af hendes ægtefælle, som han ikke accepterede. Hun har oplyst, at hun mener, at hendes onkel blev hvervet af ISIL i forbindelse med, at ISIL indtog Mosul. I [efteråret] 2015 udrejste hun fra Irak. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet som tolk for de amerikanske styrker, og derefter har arbejdet i politiet og efterretningstjenesten i Mosul. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger sammen med sine kolleger flygtede fra Mosul, da ISIL indtog byen i juni 2014. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge den del af ansøgernes asylmotiv, som angår trusler fra den kvindelige ansøgers onkel, til grund, idet ansøgernes forklaring herom ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet henviser herved til, at den kvindelige ansøgers onkel ikke har truet ansøgerne direkte. Endvidere kunne den mandlige ansøger ikke huske navnet på den kvindelige ansøgers onkel, hvilket forekommer påfaldende, hvis den kvindelige ansøgers onkel spiller en afgørende rolle for ansøgernes muligheder for at returnere til Mosul. Den kvindelige ansøger har ikke henvist til andre konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Uanset at Flygtningenævnet har lagt den mandlige ansøgers forklaring om sin flugt fra ISIL til grund, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til, at ansøgerne opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ISIL ikke længere har kontrollen i Mosul. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøger ikke alene ved henvisning til sit tidligere arbejde i Irak har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel konflikt med shiitiske militser, de irakiske myndigheder eller tilhængere af ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger ved efter flugten fra Mosul at udeblive fra sin tjeneste i efterretningstjenesten risikerer at blive anset som desertør. Det kan dog ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at den mandlige ansøger som følge heraf risikerer en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet henviser herved til Lifos, Fråga-svar. Irak, Regionen Kurdistan (KRI). Polis. Desertering udgivet 12. januar 2017, hvoraf det blandt andet fremgår, at der ikke findes konkrete eksempler på, at nogen personer er blevet straffet for uden tilladelse at have forladt tjenesten i politiet eller militæret i Irak. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage advokatens subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgernes hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Mosul – uanset de er vanskelige som følge af de omfattende ødelæggelser af byen og uanset, at ansøgerne er sunni-muslimer og har børn på 1 og 4 år – ikke kan begrunde, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2018/14/SMLA
