Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og muslimer fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i sommeren] 2007, og at de [i sommeren] 2008 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I begyndelsen af] 2013 opgav klagerne deres opholdstilladelse i Danmark, og [i foråret] repatrierede de til Irak. [I efteråret] 2013 henvendte klagerne sig til Udlæn-dingestyrelsen og oplyste, at de havde fortrudt deres repatriering, og klagernes fortrydelsesret blev derefter forlænget. Klagerne genindrejste i Danmark [i sommeren] 2014. Det fremgår af Det Cen-trale Personregister, at klagerne [i sommeren] 2015 udrejste af Danmark for at tage ophold i Irak. [I foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerne [X] og [Y] samt deres to ældste børns opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 var bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at kla-gernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne ved at opsige deres lejlighed, tage børnene ud af skolen, flytte deres bohave til Irak og ved henvendelse til kommunen framelde sig hos myndighederne i Danmark har opgivet deres bopæl i Danmark for frivilligt at tage ophold i Irak. Flygtningenævnet finder endvide-re, at det efter klagernes forklaringer til Udlændingestyrelsen under bortfaldssagen må lægges til grund, at klagerne frivilligt tog ophold i Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne ikke har en væsentlig tilknytning til Danmark og på, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som kan føre til en ændret vurdering. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at kla-gerne sammenlagt har haft opholdstilladelse i Danmark i 5½ år i hvilken periode de to gange frivil-ligt har været udrejst til Irak med henblik på at tage varigt ophold samt på, at klagerne begge gange udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie, ligesom klagerne er uden familie i Danmark. Hverken den mandlige eller den kvindelige klager har haft arbejde i Danmark. Det forhold, at kla-gernes to ældste børn har gået i skole i Danmark i sammenlagt 5½ år og det forhold, at den mandli-ge ansøger taler dansk kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Da klagerne har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, skal der træffes afgørelse om, hvorvidt klagerne kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I foråret] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for, at de pågældende kan udsendes til Irak, jf. udlændingelovens § 32a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klagerne har som udrejsehindring henvist til, at den mandlige klager har arbejdet som tolk for de britiske og danske styrker, og at han under familiens to ophold i Irak i henholdsvis 2013 og 2015 blev udsat for overgreb, herunder en kidnapning i 2013 og et brandattentant på familiens hus i 2015, hvorfor de fortsat frygter asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse, hvoraf det fremgår, at udlændingelo-vens § 31, ikke er til hinder for udsendelse af klagerne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmel-se med Udlændingestyrelsen til grund, at klagerne tog frivilligt ophold i Irak to gange i henholdsvis 13 måneder og 5 måneder, hvor familien opholdt sig i Basra og førte et hverdagsliv med behandlin-ger for den kvindelige klager og skolegang for børnene, og hvor klagerne fik udstedt irakisk natio-nalpas [i efteråret] 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige klager var udsat for en kidnapning. Der er herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om kidnapningen er indbyrdes divergerende for så vidt angår tidpunktet for løsladelsen og i øvrigt helt overordnede og uden detaljer. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at klagerne efter en kidnapning skulle opholde sig i samme område i flere måneder inden en udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagernes hus blev brændt ned på grund af klagerne. Der er herved lagt vægt på, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at branden i huset skyldtes den mandlige klagers forhold. Der er tillige lagt vægt på, at klagerne efter branden opholdt sig i området i flere måneder, hvor børnene blandt andet gik i skole. Flygtningenævnet stadfæster derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klagerne kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster herefter Ud-lændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/126/JAH
