Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er irakisk statsborger, etnisk kurder og kristen fra [en by i] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle, idet han påstår, at hun har krænket hans ære ved at være ham utro med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin egen familie, fordi hun er konverteret til kristendommen. For Flygtningenævnet har ansøgeren endeligt henvist til, at hun frygter sin egen familie, sin ægtefælle og ægtefællens familie, idet deres samliv blev ophævet i [foråret] 2017 på grund af vold fra ægtefællens side. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun vendte tilbage til Irak i 2011, hvor hun tog ophold sin søster, i nærheden af [en by], i omkring tre år, fordi hun blev adskilt fra sin ægtefælle. Hun kunne ikke etablere kontakt med sin ægtefælle og vidste ikke, hvor han opholdt sig. I perioden hvor ansøgeren opholdt sig hos sin søster, ringede ansøgerens tidligere ægtefælle til bopælen fire til fem gange og spurgte, om ansøgeren befandt sig der. Han ringede også til ansøgerens andre søskende. Den tidligere ægtefælle kom ikke fysisk til bopælen på noget tidspunkt, og ansøgeren var ikke selv i kontakt med sin tidligere ægtefælle på noget tidspunkt. I 2014 rejste ansøgeren til Iran for at arbejde. Ansøgeren tog sine børn med og arbejdede hos en velhavende mand, [H], som opvasker i hans restaurant. I 2015 fik ansøgeren at vide, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde opsøgt hendes svigerfar og brækket hans ribben. Fire til fem måneder efter episoden udrejste ansøgeren til Danmark, hvor hendes nuværende ægtefælle opholdt sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hun ved sit første ophold i Danmark blev interesseret i kristendommen. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod, da hun fødte sin søn på hospitalet i Danmark i 2009. Sidenhen har hun anset sig selv som en kristen. Da ansøgeren kom tilbage til Danmark i 2015, fortalte hun sin ægtefælle, at hun ville være kristen. Ansøgeren begyndte at gå i kirke og fandt YouTube videoer, hvor hun så kurdiske præster fortælle om kristendommen. Efter to måneders ophold i Danmark blev ansøgeren døbt, hvilket var i november 2015. Ansøgerens ægtefælle, som tidligere var ateist, blev også døbt sammen med ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endeligt oplyst, at hun på grund af samlivsophøret med ægtefællen har modtaget trusler fra sin ægtefælle og sin familie i Irak. Ansøgeren har derfor ikke længere kontakt med sin familie i Irak eller sine brødre i Europa, idet de ikke vil respektere hendes beslutning om konversion og samlivsophøret med ægtefællen. Flygtningenævnet finder efter ansøgerens nye oplysninger om konflikten med hendes eksmand fortsat ikke, at denne konflikt er asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter udsendelsen fra Danmark til Irak i [vinteren 2010-2011] har været i stand til at opholde sig hos sin søster i en periode på knap 3 år, hvor ansøgeren ikke blev opsøgt eller kontaktet af eksmanden personligt. Søsteren og svogeren boede fast i [en landsby] tæt på [en by] i Kurdistan. Flygtningenævnet bemærker, at det i den forbindelse fremstår som påfaldende, at eksmanden i den periode efter ansøgerens formodning alene skulle have taget telefonisk kontakt 4-6 gange til ansøgerens svoger og til ansøgerens andre søskende uden at foretage sig yderligere for at sikre sig, at hun ikke opholdt sig hos dem, hvis han vitterligt ønskede at slå hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Nævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet og psykisk skrøbelig. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og usammenhængende om, på hvilket tidspunkt hun begyndte at interessere sig for kristendommen. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 oplyste hun, at hun konverterede for 4 år siden, efter hun vendte tilbage til Irak. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren 2016-2017] forklarede hun først, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen i det år, hvor hun blev sendt tilbage til Irak, hvilket hun herefter ændrede til, at det skete 2½ år forinden. Hun uddybede på anmodning og oplyste, at interessen begyndte lige op til udsendelsen. Herefter oplyste ansøgeren, at hendes interesse startede, da hun fødte sin yngste søn på hospitalet i Danmark i [foråret] 2009. Til sin advokat har ansøgeren i [sommeren] 2018 oplyst, at hun først anser sig for konverteret reelt under sit andet ophold i 2015, hvor hun blev døbt og begyndte at komme i kirken. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i vinteren 2016-2017] oplyste, at hun begyndte at gå i kirke i Danmark ca. 2 måneder efter sin indrejse i [efteråret] 2015, og at hun var i kirke 40-50 gange eller i hvert fald hver lørdag og søndag, inden hun blev døbt, hvilket ifølge dåbsattesten skete den [efteråret] 2015. Ansøgeren oplyste herefter, at hun ikke gik i kirke den første måned, men at hun kom i kirken 20-30 gange, inden hun blev døbt og modtog dåbsundervisning hver gang. Ansøgeren oplyste desuden til samtalen, at hun ofte ikke forstod, hvad der blev sagt, når hun kom i kirken. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun ikke modtog dåbsundervisning. Nævnet finder på den baggrund sammenholdt med ansøgerens forholdsvis begrænsede kendskab til kristendommen ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for, at hendes konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Den omstændighed, at hendes børn efterfølgende er blevet døbt, og at hun ifølge udtalelser fra præster i [en] baptistkirke af [vinteren 2016-2017] og [en] frimenighed af [sommeren] 2018 er kommet i deres kirker til gudstjenester og dåbs- og bibelundervisning, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i vinteren 2016-2017] oplyste, at hun – der efter det oplyste blev indkvarteret i [området i sommeren] 2016 – endnu ikke havde haft mulighed for at komme i kirke det nye sted, og hun deltager ifølge sin forklaring for nævnet ikke for tiden i kirkelige aktiviteter. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren har eksponeret sig over for de irakiske myndigheder i forhold til sin interesse for kristendommen. Det forhold, at ansøgerens familie og hendes anden ægtefælles familie i Irak nu ifølge ansøgeren har fået kendskab hertil, kan efter det oplyste heller ikke føre til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret asylbegrundende forfølgelse fra familiens side på grund af sin dåb og deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har modtaget konkrete trusler fra hverken sin egen eller ægtefællens familie i forbindelse med sin angivelige konversion, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom for nævnet. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren på grund af ophævelsen af samlivet med sin anden ægtefælle i Danmark [i foråret] 2017 og ansøgning om skilsmisse fra ham ved en tilbagevenden til Irak vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra dels sin egen og dels hans familie, fordi hun derved skulle have krænket familiernes ære. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter samlivsophævelsen som følge af den anden ægtefælles voldelige og truende adfærd og en episode, hvor han hentede børnene mod hendes og deres vilje, har måttet flyttes til [en anden region] i en periode, hvorefter hun har været indkvarteret på [et krisecenter]. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren på et tidspunkt telefonisk er blevet truet på livet af sin bror i Irak, fordi han ikke vil acceptere, at hun nu er ved at blive skilt fra sin anden ægtefælle, idet hun allerede har vanæret familien ved skilsmissen fra sin første mand. Herudover har den anden ægtefælles familie i Iran, som ansøgeren også er i familie med, gjort krav på, at ansøgeren skal aflevere børnene til ham. Nævnet finder dog ikke, at disse oplysninger i sig selv indebærer, at ansøgeren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra sine egen og den anden ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren har således været igennem én skilsmisse uden at blive udsat for repressalier fra sin egen familie, der har hjulpet hende i den forbindelse og igen, da hun vendte tilbage i 2011. Den omstændighed, at hendes bror i Irak ved en enkelt lejlighed telefonisk har skældt hende ud og truet hende på livet på grund af skilsmissen fra den anden ægtemand, kan efter en samlet vurdering ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren er i øvrigt ikke blevet truet konkret af den anden ægtefælles familie, idet hans mors krav om, at ansøgeren skal aflevere børnene til deres far, ikke er en trussel, der kan danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/116/mme
