Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [en mindre bydel], Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af lokalbefolkningen, idet de opdagede, at hun er sunnimuslim. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hun boede i [i en mindre bydel], hvor flertallet af beboerne er shiamuslimer. I [efteråret] 2015 under en shiitisk højtidsperiode var ansøgeren og hendes datter, [A], ved at bede en bøn, da ansøgerens nabo bankede på døren for at give dem mad. Naboen opdagede på grund af måden de bad på, at de var sunnimuslimer. Naboen informerede herefter resten af lokalbefolkningen om, at de var sunnimuslimer, hvorefter ansøgeren og hendes børn blev chikaneret af lokalbefolkningen i form af verbale trusler, ligesom ansøgerens søn blev udsat for vold på legepladsen. Ansøgeren er endvidere blevet opsøgt af fire ukendte, maskerede og bevæbnede mænd, der udøvede vold mod ansøgeren og hendes datter, [A], og truede med at slå dem ihjel, hvis de ikke forlod området inden for en uge. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på væsentlige punkter fremstår divergerende og udbyggende og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger især vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun søger asyl, fordi hun er sunnimuslim, og at det sydlige Irak er et shia-område med flere grupper, der er imod sunnimuslimer. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren anført, at hun og hendes familie blev chikaneret, fordi de var sunnimuslimer, blandt andet ved at blive stenet og få slået vinduer i stykker. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod for første gang forklaret, at årsagen til udrejsen skyldes, at ansøgeren og hendes familie ved midnatstid blev opsøgt af fire ukendte personer, der trængte ind på bopælen. Hun har nærmere beskrevet, at de var klædt i sort, og at deres ansigter var tildækket med sorte nylonstrømper. Ansøgeren blev hevet i håret, og hendes datter blev slået. De blev truet med at blive voldtaget og med at blive dræbt, hvis de ikke forlod området. Endvidere har ansøgeren udbyggende forklaret, at der seks dage senere blev hængt en død kat på hoveddøren, hvorefter ansøgeren vaskede hoveddøren. Ansøgeren har derimod over for nævnet forklaret, at der lå en halshugget kat foran hoveddøren. Ansøgeren har slet ikke i asylansøgningsskemaet og under oplysnings- og motivsamtalen tidligere forklaret om episoderne. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det af ansøgerens pas fremgår, at hun er født i Dhi Qar i Irak, selvom hun under asylsagens behandling har oplyst, at hun er født og opvokset i Kuwait. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at hun aldrig har søgt eller fået udstedt visum til Iran, selvom det fremgår af passet, at hun for tre bestemte perioder har fået udstedt visum til Iran. Hun har over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke ved, hvorfor dette fremgår af passet. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det er korrekt, at hun har fået udstedt visum til Iran tre gange, og at udstedelsen er sket med henblik på ansøgerens indrejse i Syrien. Ansøgeren har videre forklaret, at hun er indrejst og udrejst af Syrien, og at hun i den forbindelse fik stempler i sit pas. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke fremgår registreringer i passet om ansøgerens ind- og udrejse af Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af dokumenter om, at ansøgerens hus er nedbrændt, og om ansøgerens anmeldelse til politiet om de fire personers indtrængen på bopælen, kan føre til et andet resultat. Nævnet henviser til, at dokumenterne først er fremkommet, efter at ansøgeren er meddelt afslag på sin asylansøgning i Udlændingestyrelsen, og at ansøgerens forklaring om den sene fremlæggelse forekommer utroværdig, idet hun i øvrigt har forklaret, at hun modtog dokumenterne i original forinden sin udrejse af Irak. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 3. Der henvises blandt andet til A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/113/CHHA
