Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”at ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [hjemby] Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af [A]. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i slutningen af 2011 arbejdede i en frisørsalon i [hjembyen], da hans arbejdsgiver, [B], blev anholdt af myndighederne og anklaget for at samarbejde med ISIL. En måned senere blev ansøgeren i frisørsalonen opsøgt af [B’s] bror, [A], som beskyldte ansøgeren for at have anmeldt [B] til myndighederne, ligesom han truede ansøgeren. Herefter stoppede ansøgeren sit arbejde i frisørsalonen og fik i stedet arbejde i et landbrugsområde uden for byen. Ansøgeren havde arbejdet i landsbrugsområdet i to til tre måneder, da han af sine venner fik at vide, at [A] ledte efter ham i byen. Ansøgeren blev bange og rejste videre til [en anden by]. En måned senere blev ansøgerens familie opsøgt af [B’s] brødre, som beskyldte familien for at være skyld i [B’s] anholdelse. Ansøgerens familie udrejste herefter til Tyrkiet. I 2015 forlod ansøgeren [den anden by], da han frygtede, at ISILs tilstedeværelse i byen ville betyde, at [A] kunne få fat i ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er væsentligt svækket. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har beskrevet sin konflikt i asylansøgningsskemaet, og at flere væsentlige oplysninger i skemaet ikke stemmer overens med ansøgerens senere forklaring, herunder at ansøgeren skulle være født i Mosul, og at hans seneste adresse i hjemlandet var i Qamishli, Syrien. Endvidere har ansøgeren i asylansøgningsskemaet, der er udfyldt to dage efter ansøgerens indrejse i Danmark, oplyst, at hans familie var rejst til Tyrkiet, mens han under de senere samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han først fik kontakt til sin familie en måned efter indrejsen i Danmark, hvor familien fortalte ansøgeren, at de var rejst til Tyrkiet. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt han havde kontakt til sin familie, mens han opholdt sig i [den anden by]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om sin rejserute, ligesom han har forklaret, at han aldrig har fået udstedt et pas, hvilket han imidlertid senere har fremlagt i forbindelse med en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse under beløbsordningen. Af passet fremgår, at ansøgeren er udrejst legalt af Irak [i sommeren] 2015, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om. Foreholdt denne oplysning under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at passet på daværende tidspunkt blev opbevaret af en ven, men nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens ven skulle have anvendt ansøgerens pas til at udrejse legalt af Irak. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin konflikt, idet ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der anklagede ham for at have angivet [B] til myndighederne, og om baggrunden for, at [A] troede, at det var ansøgeren, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans familie er blevet opsøgt. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem ansøgeren skulle have anmeldt [B] for at samarbejde med. Endelig finder Flygtningenævnet, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie igennem ca. tre år, mens han opholdt sig i [den anden by], fordi han var optaget af arbejde, herunder at familien ikke kontaktede ansøgeren, dels da familiens bopæl blev opsøgt og dels da familien flygtede til Tyrkiet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv er asylbegrundende, ligesom den generelle sikkerhedssituation ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/106/mvln
