Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2016. Den ældste datter indrejste i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere fra [en by i] Irak. Ansøgerne er født shiamuslimer men har oplyst, at de nu ikke er religiøse. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af klanen al-Eidan, og at hans ældste datter vil blive tvangsgiftet til et medlem af klanen al-Eidan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans halvbror, [S], boede hos ansøgeren og hans familie i [byen]. Da [S] en dag var ude at drikke, kom han op at skændes med [H], der tilhørte al-Eidan klanen. Skænderiet endte med, at [S] stak [H] med en kniv, hvilket han døde af tre dage senere. [S] flygtede fra stedet, og ansøgeren og hans familie har ikke set ham siden. Den samme nat flyttede ansøgeren, ægtefællen og deres tre børn hjem til ægtefællens forældre, der boede i et andet område af [byen]. Efter [H]s død henvendte al-Eidan klanen sig til ansøgerens klan, Zabaidy, og gav dem en frist på 15 dage til at få løst problemet. Efter 15 dage mødtes ansøgeren med repræsentanter fra de to klaner, [H]s familiemedlemmer og en mægler. Under mødet forlangte al-Eidan klanen, at en fra ansøgerens familie skulle dræbes, eller at ansøgernes ældste datter skulle bortgives. Al-Eidan klanen afslog mæglerens forslag om, at konflikten kunne løses med penge. Ansøgeren bad i den forbindelse om en ny frist på 15 dage til at overveje betingelserne. Der blev efter 15 yderligere dage afholdt et nyt møde mellem klanerne, i hvilken forbindelse ansøgeren accepterede at give sin ældste datter væk. Ansøgeren anmodede dog om en ny frist på ti dage til at forberede datteren på giftemålet, hvilket al-Eidan klanen accepterede. Herefter søgte ansøgeren og ægtefællen om orlov fra deres arbejde, og de solgte deres ejendele for at kunne betale for deres udrejse af Irak. Derpå udrejste ansøgeren og hans familie legalt til Tyrkiet. Som et yderligere asylmotiv har den mandlige ansøger henvist til, at han i Danmark har deltaget i møder og arrangementer med Jehovas vidner. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af klanen al-Eidan, og at hendes ældste datter vil blive tvangsgiftet til et medlem af klanen al-Eidan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællens halvbror, [S], boede hos hende og hendes familie i [byen]. Da [S] en dag var ude at drikke, kom han op at skændes med [H], der tilhørte al-Eidan klanen. Skænderiet endte med, at [S] stak [H] med en kniv, hvilket han døde af tre dage senere. [S] flygtede fra stedet, og ansøgeren og hendes familie har ikke set ham siden. Den samme nat flyttede ansøgeren, ægtefællen og deres tre børn hjem til ansøgerens forældre, der bor i et andet område af [byen]. Dagen efter henvendte al-Eidan klanen sig til ægtefællens klan, Zubaidy, og gav dem en tidsfrist på 15 dage til at få løst problemet. Efter 15 dage mødtes ægtefællen og de to klaner. Til mødet nægtede al-Eidan klanen, at konflikten kunne løses økonomisk og forlangte, at en fra Zubaidy klanen skulle dø. Zubaidy klanen fik yderligere en frist på 15 dage til at løse konflikten. Efter de 15 dage mødtes ægtefællen og de to klaner igen. Til dette møde forlangte al-Eidan klanen, at ægtefællen skulle dø, eller at ansøgerens ældste datter skulle bortgives. Efter mødet oplyste ægtefællen sin klan om, at han havde besluttet at bortgive sin ældste datter, hvilket klanen informerede al-Eidan klanen om. Ægtefællen bad i den forbindelse om 10 dage til at forberede datteren på giftemålet, hvilket al-Eidan klanen accepterede. Efterfølgende søgte ansøgeren og ægtefællen om orlov fra deres arbejde om planlagde udrejsen af Irak. Familien udrejste herefter legalt til Tyrkiet. Ansøgernes ældste datter har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsgiftet væk til et medlem af al-Eidan klanen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes farbror boede hos hendes familie. Farbroren tog meget ud om natten, og kom først hjem om morgenen. En nat omkring klokken et kom farbroren hjem. Han ville ikke fortælle, hvad der var sket, men hans ven oplyste telefonisk, at farbroren havde stukket en mand, som han havde problemer med. Morgenen efter var farbroren væk. En mand fra den stukkede mands klan oplyste ansøgerens familie om, at han var død efter tre dage på hospitalet. Efterfølgende krævede en anden mand fra klanen kompensation eller hævn på grund af mandens død. Derfor tog ansøgerens far til et møde mellem hans klan og den dræbtes klan, der fandt sted en eller to uger efter knivstikkeriet. Da faren kom tilbage, oplyste han, at klanen enten ville have ham i stedet for farbroren, idet farbroren var stukket af, eller at ansøgeren skulle tvangsgiftes med den dræbtes bror, der tilhørte den samme klan som den dræbte. Da det ikke var et sædvanligt giftemål, skulle ansøgeren være en slags tjenestepige, og hun ville ikke komme til at studere. Familien fik en måned til at beslutte sig. Inden familien besluttede sig for, hvem de ville ofre, besluttede de sig for at flygte til Tyrkiet. Familien solgte derfor deres ting og afsluttede deres liv i [byen]. Efter familien havde udrejst, blev de af ansøgerens moster fortalt, at deres hus i [byen] var brændt ned. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, hvordan ansøgerne har optrådt for nævnet, herunder at ansøgerne har forklaret upræcist, undvigende og afglidende, hvorved ansøgernes forklaring ikke fremstår selvoplevet. Ansøgerne har således forklaret upræcist, undvigende og afglidende om blandt andet fraflytningen/flugten fra hjemmet, perioden umiddelbart efter fraflytningen/flugten fra hjemmet, drøftelserne med al-Eidan klanen om mulighederne for at betale en økonomisk kompensation, deres ansøgning om orlov samt baggrunden for at de opbevarede olie udenfor deres hjem. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, herunder indbyrdes divergerende, om en række væsentlige forhold. Blandt andet har ansøgerne forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår deres konflikt opstod, samt hvem der tog initiativ til det første møde mellem klanerne, og hvornår kontakten fandt sted. Ved vurderingen af de fremhævede divergenser må det tillægges vægt, at der er tale om et meget enkelt hændelsesforløb, og nævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Ved vurderingen af ansøgernes troværdighed har nævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgernes forklaring indeholder en række mindre divergenser, der ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning, men som samlet set svækker ansøgernes troværdighed. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgernes forklaring om deres konflikt i Irak som konstrueret og utroværdig. Det forhold, at den mandlige ansøger i Danmark har deltaget i møder og arrangementer med Jehovas vidner, er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har skiftet trosretning og fortsat betragter sig selv som ikke-praktiserende muslim. Endvidere har nævnet lagt vægt på omfanget af ansøgerens aktiviteter, og at ansøgerens opsøgning forekommer at være af mere social karakter. Derudover har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger først opsøgte Jehovas Vidner umiddelbart efter at have modtaget afslag fra Udlændingestyrelsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hans tilknytning til Jehovas Vidner er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin tilknytning til Jehovas Vidner, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Den mandlige ansøger har heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren i den henseende er kommet eller vil komme i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken de irakiske myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den mandlige ansøger har forklaret, at han vil lade sig døbe, hvis Jehovas Vidner beder ham om det, da det ikke kan anses som udtryk for hans indre overbevisning. Henset til, at ansøgernes ældste datter, der er mindreårig, har samme asylmotiv som ansøgerne, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise datterens sag til selvstændig afgørelse i Udlændingestyrelsen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2018/105/mme
