Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2001.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk araber og mandæer af trosretning fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. [I vinteren] 2002 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i foråret] 2005 gjort tidsubegrænset. Ved dom af [sommeren] 2015 afsagt af Retten i [by] blev klageren idømt fængsel i fire år for overtrædelser af straffelovens § 235, stk. 2, § 244, § 222, stk. 3, jf. stk. 1, jf. til dels § 216, stk. 1, jf. § 244, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3 og § 232, jf. nugældende § 216, stk. 2, jf. til dels § 225, § 210, stk. 1, jf. til dels stk. 3, og § 232, jf. § 89. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5. I forbindelse med afhøring foretaget af Fyns Politi [i foråret] 2016, oplyste klageren, at han ikke ønskede at medvirke frivilligt til en udsendelse til Irak, fordi han frygter at blive slået ihjel som følge af sine etniske og religiøse forhold. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med en officers familie, som han havde konflikter med forud for sin udrejse af Irak i 1998, og at han frygter at blive slået ihjel af kurdiske styrker som følge af, at han flygtede fra de kurdiske styrker i Nordirak, efter han havde været tilbageholdt som krigsfange i otte måneder. Klageren har ydermere henvist til, at han vil blive undertrykt, idet han er etnisk mandæer, og at han frygter sin ægtefælles familie, fordi han er sikker på, at ægtefællen har fortalt familien, hvad han er dømt for i Danmark. Endelig frygter han at blive slået ihjel af islamistiske organisationer og terrorister, såfremt de får kendskab til, hvilke strafferetlige forhold han er blevet dømt for i Danmark. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i perioden fra 1984 til 1991 tjente som soldat for den irakiske hær i det nordlige Irak. I denne periode blev klageren holdt som krigsfange af de kurdiske styrker i otte måneder, og han blev løsladt ved, at hans far og bror betalte løsepenge for ham. I 1998 forfalskede en officer klagerens underskrift på et dokument, hvoraf det fremgik, at en person havde aftjent sin værnepligt, selvom dette ikke var tilfældet. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til et møde med ledelsen i kontoret, fordi de havde fundet ud af, at vedkommende ikke havde aftjent værnepligt. Klageren fik at vide, at de ville sende sagen til sikkerhedstjenestens hovedkvarter til yderligere undersøgelser. Klageren valgte straks at udrejse af frygt for at blive fængslet. Da klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilken opholdstilladelse er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, skal der efter udlændingelovens § 49a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I vinteren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder for, at den pågældende kunne udsendes til Irak, jf. udlændingelovens § 49a, jf. § 31, stk. 1 og 2. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel på grund af sin oprindelige konflikt med den irakiske hær og en officer samt, at han frygter de kurdiske styrker, som holdt ham fanget i otte måneder på et tidspunkt i 1980’erne, samt fordi han er mandæer, og endelig fordi han frygter sin ekskones familie og islamiske organisationer og grupperinger. Klageren har ekskone og tre børn samt en kusine i Danmark. Klageren er dømt for blandt andet vold og overgreb mod sin familie, og der har ikke været samvær mellem ham og børnene siden domfældelsen i 2015. Klageren har under nævnsmødet oplyst, at to af hans børn nu ønsker at se ham, og at hans ekskone har henvendt sig til kommunen med henblik på, at der etableres samvær. Klageren har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at det er domstolene, der tager stilling til forhold omfattet af udlændingelovens § 26. I forbindelse med klagerens asylsag, hvor han [i vinteren] 2002 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Udlændingestyrelsen, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede overgreb som følge af, at han i 1998 var blevet beskyldt for at have givet en forkert udrejsetilladelse og i den anledning var indkaldt til afhøring hos de militære myndigheder. Flygtningenævnet kan fortsat lægge klagerens forklaring om konflikten med hæren i 1998 til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne konflikt ligger så langt tilbage i tid, at konflikten må anses for afsluttet. For så vidt angår klagerens frygt for de kurdiske styrker, finder flygtningenævnet, at klagerens tilbageholdelse, der fandt sted for mere end 25 år siden og hvorfra han blev løsladt ved betaling af løsepenge, må anses for at være en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i en vis udstrækning har været udsat for verbal chikane på grund af sin religion. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at denne chikane har haft en sådan karakter og et sådant omfang, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder trods de vanskelige forhold for religiøse minoriteter i Irak heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse alene, fordi han er mandæer. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er helt uprofileret i Irak og finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse af islamistiske organisationer eller terrorister. Der er herved lagt vægt, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hans dom fra Danmark er kommet til islamiske organisationer og terroristers kendskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse fra sin ekskones familie i Irak til grund. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at ekskonens familie, der i øvrigt også er mandæer, skulle have fremsat konkrete trusler mod ham, ligesom hans forklaring herom ikke understøttes af hans oplysning om, at hans ekskone medvirker til at etablere samvær mellem ham og børnene. Flygtningenævnet bemærker, at der for så vidt angår ansøgerens frygt for dobbeltstraf i Irak er taget stilling hertil i dom afsagt af retten i [by] [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at klageren, der er en mand på 60 år, ikke måtte have familie i Irak, ikke i sig selv er til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak.” Irak/2017/99/JEA
