Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og kvindelig statsborger samt medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer fra Basrah, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel af ukendte partier eller grupper, idet han er blevet truet i forbindelse med sit arbejde som politibetjent. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han startede med at arbejde som politibetjent i 2003 og fortsatte hermed indtil sin udrejse af Irak i 2015. I [sommeren] 2015 skulle den mandlige ansøger anholde en gruppe, som havde kindnappet et barn. Den mandlige ansøger blev bedt om at afgive vidneforklaring i retten. Den mandlige ansøger blev truet med at han ville blive slået ihjel, hvis han vidnede i sagen. På trods af truslerne besluttede den mandlige ansøger at gennemføre vidneforklaringen overfor politiet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han omkring to uger efter vidneafhøringen på bopælen modtog et brev, der indeholdt en patron. Den kvindelige ansøger har derimod oplyst, at der gik omkring to til tre dage efter vidneafhøringen. I brevet stod, at den mandlige ansøger og hans familie ville blive slået ihjel, såfremt den mandlige ansøger vidnede i sagen. Den mandlige ansøger besluttede herefter, at han ikke ville vidne for retten. [I sommeren] 2015 blev ansøgernes bopæl beskudt af ukendte personer. Samme dag flyttede ansøgerne hjem til den kvindelige ansøgers forældre, hvor de boede fra [sommeren] 2015 til [efteråret] 2015. Ansøgerne udrejste herefter af Irak via Basra lufthavn. Ansøgerne har yderligere som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger frygter at blive anholdt i Irak, idet han er deserteret fra politiet og eftersøgt. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringen om den mandlige ansøgers konflikt i Irak til grund. Nævnet finder således, at ansøgernes forklaringer er præget af sådanne væsentlige divergenser, at de fremstår som konstrueret til lejligheden. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår den kvindelige ansøger angiveligt blev gjort bekendt med, at den mandlige ansøger havde anholdt de kidnappere, som gav anledning til de senere fremsatte trusler. Endvidere har ansøgerne afgivet indbyrdes divergerende forklaringer om, hvornår trusselsbrevet blev modtaget og set af den kvindelige ansøger, og om hvor længe familien boede hos den kvindelige ansøgers familie inden udrejsen fra Irak. For nævnet har hustruen endvidere forklaret divergerende om, hvor hun opholdt sig, da huset blev beskudt. På denne baggrund og idet oplysningerne om den mandlige ansøgers analfabetisme og den kvindelige ansøgers helbredsmæssige forhold samt dokumentationen fra Irak om skudepisoden mod huset ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de har krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke føre til en anden vurdering, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive anholdt på grund af desertering fra politiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/97/DTO
