Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har været menigt medlem af Baath-partiet, men ansøgeren har ikke været politisk aktiv for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af enten ansøgerens ægtefælles familie eller militsen Asaab Ahl al-Haq. Han er blevet dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og en klandomstol har afgjort, at hans svigerfamilie også kan lade ham dræbe. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans problemer begyndte primo juni 2015, da han modtog nogle videoklip fra en anonym kilde i Salah Ad Din provinsen. Ansøgeren var på dette tidspunkt uddannet ved det irakiske politi og beskæftiget med efterforskning ved Indenrigsministeriets kontor for terrorbekæmpelse. På videoklippene kunne en irakisk militærenhed ses, som begik meget voldsomme overgreb, herunder drab på børn og ældre, nedbrændinger af hus og voldtægter. Overgrebene foregik i centrum af Tikrit, og formentlig i april 2015. Ansøgerens overordnede, oberst Abduljabar Abdulkhaliq, fortalte ansøgeren, at han skulle gennemføre en undersøgelse af sagen, hvorefter ansøgeren og hans kollega tog til Tikrit. Det lykkedes dem at identificere enheden, som viste sig at være en del af Asaab Ahl al-Haq, nærmere bestemt afdelingen Saraya Al-Kharasani. Det lykkedes også at identificere tre konkrete personer, som var tidligere medlemmer af Mahdi-hæren. Ansøgeren udfærdigede en rapport som blev sendt til domstolen den 17. juni 2015 med henblik på at anholde de tre personer. Der gik lang tid før der kom svar fra retten, og ansøgeren kontaktede herefter dommeren, der fortalte ansøgeren, at kendelsen var sendt af sted. Da ansøgeren kontaktede postvæsenet, fik han at vide, at nogen højere oppe havde taget kendelsen. Den 28. juli 2015 kom ansøgerens kollega ind på ansøgerens kontor ledsaget af en civil person, Jassim Muhammed Al-Najjar, der havde tilknytning til Asaab Ahl al-Haq. Jassim forlangte, at ansøgeren udleverede alle oplysninger vedrørende kilden til sagen, hvilket ansøgeren afviste. Den 3. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire ukendte bevæbnede mænd, der bad ansøgeren om at komme over på Asaab Ahl al-Haqs kontor dagen efter. På kontoret fik ansøgeren at vide, at han skulle gøre, som de forlangte af ham. Den 5. juli 2015 blev ansøgeren opsøgt anden gang af Jassim på sin bopæl, der fortalte ansøgeren, at de fortsat ventede på et svar fra ansøgeren, hvorefter Jassim gik. Den 16. juli 2015 blev ansøgerens ægtefælle og tre børn bortført på den gade, hvor ansøgeren boede, da ansøgerens ægtefælle efter arbejde skulle hente børnene fra institutionen. Ansøgeren blev efterfølgende ringet op fire gange af bortførerne, der forlangte 250.000 dollars i løsesum. Ansøgeren betalte ikke løsesummen. Den 21. juli 2015 blev ansøgeren ringet op af ansøgerens ægtefælles bror, Anwar, der fortalte, at bortførerne havde meddelt, at de nu havde slået ansøgerens ægtefælle og børn ihjel, og hvor deres lig kunne findes. Ansøgeren blev truet af ægtefællens brødre, og han fik at vide, at han ikke måtte komme til gerningsstedet eller begravelsen, fordi han ikke havde betalt løsesummen. Ligene lå i samme bil, som familien var blevet bortført i, men et af børnene manglede. To måneder efter fik ansøgeren at vide fra en kollega, at der var forberedt en falsk sag mod ansøgeren for forræderi og misbrug af stilling. Ansøgeren rejste til Tus Khomato til sin farbror, Karim, hvor ansøgeren boede i to uger, inden han fortsatte til Kirkuk og Suleimaniyah. I Suleimaniyah tog ansøgeren kontakt til en peshmerga, Rebaz Ibrahim, som ansøgeren allerede kendte. Selvom ansøgeren havde udrejseforbud, kunne han rejse ud fra Nord-Irak, der var kontrolleret af peshmerga og ikke regeringen. Ansøgeren udrejste herefter af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgeren på centrale punkter har afgivet divergerende forklaringer om hændelsesforløbet. Det drejer sig navnlig om de divergerende, men hver især meget præcise, oplysninger i samtalerne af 17. juni 2016 og 4. oktober 2016 om datoerne for bortførelsen af hustruen, fundet af hustruens og to børns lig og nedbrændingen af bopælen. Efter nævnets opfattelse kan disse fejl ikke henføres til tolkeproblemer eller tolkefejl. Hertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet har angivet to børn som forvundne, men i øvrigt har forklaret, at det alene er barnet Jawana, der er forsvundet. Over for disse divergenser kan ansøgerens udokumenterede angivelse af, at han i Irak er dømt til døden for forræderi ved en militærdomstol, og at det ved en klandomstol er fastslået, at hans svigerfamilie kan slå ham ihjel, ikke føre til en anden vurdering. Der er på dette grundlag heller ikke anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere afdækning af omstændighederne ved blandt andet den dom, der angiveligt skulle være afsagt ved militærdomstolen, herunder ved kontakt til de retslige myndigheder i Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/64/DTO
