Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Karbala, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Asa'ib Ahl al-Haq-militsen, idet han ikke har ønsket at arbejde sammen med dem. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de irakiske myndigheder, der har udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han er deserteret fra sit arbejde og ikke har afleveret sit ID-kort til sin tidligere arbejdsplads. Ansøgeren har arbejdet som sikkerhedsmedarbejder i [en lufthavn]. Repræsentanter fra Asa'ib Ahl al-Haq bad ansøgeren om at give dem oplysninger om VIP-biler, der kørte ind i lufthavnen, men det ønskede han ikke. Ansøgeren turde ikke blive ved med at arbejde i lufthavnen, og han vendte ikke tilbage til sit arbejde. Kort tid efter modtog hans far og hans farbror et trusselsbrev fra Asa'ib Ahl al-Haq, hvorefter ansøgeren skulle forlade sit arbejde og ansøgeren og hans familie skulle forlade deres bopæl inden 72 timer. I modsat fald ville det ende med døden. Ansøgeren og hans far anmeldte trusselsbrevet til politiet, der beskyttede familien i en uges tid. Efterfølgende blev ansøgerens farbror kidnappet, men løsladt mod løsepenge. Farbroren bebrejdede ansøgeren kidnapningen. Ansøgeren tog ophold i [en by] i fire måneder hos sin klans overhoved. Herefter udrejste ansøgeren af Irak, fordi han følte sig usikker i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt den person, der ringede ham op, sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har i oplysnings- og motivsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at den pågældende sagde, at han kom fra Asa'ib Ahl al-Haq, mens ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at den pågældende ikke sagde, hvor han kom fra. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han tog hjem til sin farbror efter, at han havde afvist at samarbejde med Asa'ib Ahl al-Haq. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han tog hjem til forældrene i Karbala, og at han ringede til sin farbror og fortalte, hvad der var sket, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han tog hjem til sin farbror, hvor han opholdt sig i et par dage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han efter farbrorens løsladelse fra kidnapningen på ny tog ophold hos denne. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at farbroren gav ham lov til at komme hjem til sig igen, og at ansøgeren pendlede mellem Karbala og Bagdad i en periode på omkring to måneder. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at farbroren bad ham blive væk, fordi ansøgeren var skyld i kidnapningen Flygtningenævnet finder det herudover utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq stadig skulle efterstræbe ansøgeren, når ansøgeren havde efterkommet Asa'ib Ahl al-Haqs advarsler om at stoppe med at arbejde i lufthavnen, ligesom ansøgeren og hans familie havde efterkommet kravet om at forlade deres bopæl. Samtidig finder Flygtningenævnet det utroværdigt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle have kidnappet ansøgerens farbror. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren på daværende tidspunkt periodevis boede hos sin farbror og dennes ægtefælle, hvorfor det forekommer usandsynligt, at Asa'ib Ahl al-Haq skulle vælge at kidnappe farbroren, og i stedet lade ansøgeren helt være i fred. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt tre dokumenter vedrørende myndighedernes angivelige arrestordre på ham, og har forklaret, at han allerede forud for asylsamtalen med Udlændingestyrelsen vidste, at de irakiske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham som følge af, at han var udeblevet fra sit arbejde, og ikke havde afleveret sit ID-kort til arbejdspladsen. Ansøgeren har forklaret, at grunden til, at han ikke allerede under Udlændingestyrelsens behandling af sagen oplyste om arrestordren var, at han ønskede at fremskaffe bevis for, at en sådan var udstedt, inden han forklarede herom til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge denne forklaring til grund, idet den fremstår konstrueret og udbyggende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/59/MGO
