Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af myndighederne samt af den kvindelige ansøgers familie og klan, idet ansøgerne har giftet sig mod den kvindelige ansøgers families vilje, samt at flere af den kvindelige ansøgers familiemedlemmer har indflydelsesrige stillinger i Irak hos både regeringen og i al-Mehdi-militsen. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til, at han frygter al-Qaeda, fordi han i 2006 blev kidnappet, mens han arbejdede som chauffør for de amerikanske styrker i Irak. Derudover frygter den mandlige ansøger at blive slået ihjel af sekteriske sunni-muslimer, idet han selv er shia-muslim. Den mandlige ansøger har oplyst, at han blev gift med den kvindelige ansøger i 1995. Ansøgerne boede sammen flere forskellige steder i Basra, herunder på en skole, indtil de i 1999 flyttede til Bagdad, hvor de boede hos den mandlige ansøgers far og stedmor, fordi den kvindelige ansøgers familie fik kendskab til, at parret stadig opholdt sig i Basra. Siden flyttede parret til Salah ad-Din, og de flyttede i 2003 til Bagdad, da regimet faldt, og de opholdt sig i Bagdad indtil 2006, hvor den mandlige ansøger blev kidnappet af al-Qaeda. En uge efter kidnapningen modtog parret et trusselsbrev på deres bopæl, og de flyttede herefter til Syrien, hvor de boede indtil 2009. De flyttede herefter tilbage til Bagdad grundet urolighederne i Syrien. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at hans ældste søn blev kidnappet den [i foråret] 2010 af ukendte gerningsmænd, og efter løsladelsen udrejste familien til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge hos UNHCR. Fire år senere, kort tid forinden at familien skulle modtages som flygtninge i USA, udrejste den mandlige ansøger af Tyrkiet i [sommeren] 2015, fordi han modtog trusler fra kriminelle i Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun efter sin vielse med den mandlige ansøger i 1994 opholdt sig i halvandet år i Basra, hvorefter de flyttede til Salah ad-Din, fordi de frygtede at blive genkendt af hendes familie i Basra. I Salah ad-Din boede de i to et halvt år hos en af den mandlige ansøgers venner. Parret oplevede ingen konflikter i den periode. De flyttede herefter til Bagdad, fordi vennen ville have sit hus tilbage, og fordi hendes ægtefælle ønskede at arbejde i Bagdad. Parret boede i en lejelejlighed i Bagdad, og hendes ægtefælle arbejdede i en periode som chauffør for de amerikanske styrker. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at den mandlige ansøger blev kidnappet i [efteråret] 2006. Den mandlige ansøger var tilbageholdt i tre dage, og han blev løsladt, idet hans far, som havde forbindelser i den irakiske hær, hjalp med at få sat en befrielsesaktion i gang. Dagen efter løsladelsen modtog parret et trusselsbrev, som indeholdt en patron og en trussel om at blive slået ihjel, hvis de ikke forlod deres bopæl. Parret udrejste derfor til Syrien i 2006. De opholdte sig i Syrien indtil 2009, hvor familien vendte tilbage til Bagdad, fordi deres økonomiske forhold blev forværret, og idet den mandlige ansøgers far døde. I 2010 blev ansøgerens ældste søn kidnappet. Tre dage senere befriede den irakiske hær sønnen, men ansøgeren ved ikke, hvorfor kidnapningen skete, og heller ikke, hvem der stod bag. Den kvindelige ansøger forlod derfor Bagdad med sin familie og rejste til et andet sted i Irak, hvor de opholdt sig i to-tre måneder. Den kvindelige ansøger udrejste herefter med sin familie til Tyrkiet, hvor de blev registreret som flygtninge ved UNHCR, og de fik i 2015 svar om, at de var blevet meddelt opholdstilladelse i USA. Den mandlige ansøger modtog imidlertid samme år trusler fra tyrkiske kriminelle, og han rejste herefter til Danmark. Den kvindelige ansøger udrejste i [efteråret] 2015 af Tyrkiet sammen med familiens fem børn. Flygtningenævnet er i sin afgørelse ikke bundet af den omstændighed, at ansøgerne og deres børn er anerkendt af UNHCR som flygtninge, idet det påhviler nævnet selvstændigt at vurdere, om ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. I denne vurdering indgår UNHCR´s anerkendelse som et moment i den samlede asylvurdering. Indledningsvist bemærkes om ansøgernes forklaringer, at den mandlige ansøger ikke har anført noget om konflikten med den kvindelige ansøgers familie i sit asylskema, selvom denne konflikt udgør en central del af asylmotivet. Den mandlige ansøger har forklaret, at han og den kvindelige ansøger, efter at de var blevet gift i 1995, boede rundt omkring mange forskellige steder i Basra indtil 1998/1999, og at de opholdt sig ganske kortvarigt hvert sted. Han har videre forklaret, at de herefter flyttede ind hos hans far og stedmor i Baghdad, hvor de opholdt sig i 1- 1½ år, inden de flyttede til Salah ad-Din, hvor de fandt beskyttelse hos en sunnimuslimsk klan. I 2003 flyttede familien tilbage til Baghdad, hvor de boede frem til, at de i 2006 flygtede til Syrien. Den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet har været divergerende med hensyn til, om den kun var ham, der flyttede tilbage til Baghdad i 2003, eller hvorvidt familien flyttede med ham. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at de efter vielsen boede i Basra i 1½ år, og at de i den forbindelse blandt andet boede på en skole i ca. 1-1½ år, og at de herfra flyttede til Salah ad-Din, hvor de i 2½ år boede i et hus tilhørende den mandlige ansøgers ven, hvorefter de flyttede til Amel-kvarteret i Baghdad, hvor de lejede en lejlighed, som de boede i frem til udrejsen til Syrien i 2006. Hun har videre i asylsamtalerne forklaret, at de ikke havde kontakt til den mandlige ansøgers far før i forbindelse med, at den mandlige ansøger blev kidnappet i 2006. I samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har den kvindelige ansøger om de divergerende forklaringer med hensyn til opholdet hos den mandlige ansøgers far forklaret, at hun havde glemt det, fordi det var af kortere varighed. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om de modtog trusler i forbindelse med det første ophold i Baghdad, idet han i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at den kvindelige ansøgers bror sammen med flere andre to gange opsøgte hans fars bopæl i Baghdad, efter at ansøgerne var rejst til Salah ad-Din, hvorimod han i asylsamtalen har forklaret, at de blev opsøgt på hans fars bopæl, mens de stadig boede i Baghdad men på et tidspunkt, hvor de ikke var hjemme, ligesom han forklarede, at der var tale om et enkelt tilfælde i enten 2000 eller 2001. Den mandlige ansøger har også forklaret divergerende med hensyn til om, han senest modtog trusler fra den kvindelige ansøgers familie 10 dage forud for oplysnings- og motivsamtalen, eller om han modtog de seneste trusselsopkald, mens familien opholdt sig i Tyrkiet. Han har endvidere under mødet i nævnet udbygget sin forklaring om truslerne med at forklare, at der sammen med de telefoniske trusler blev sendt billeder af hans hustru optaget i Tyrkiet, og billeder, hvor hun var iført undertøj, og hvor der stod tekster med truende indhold. Ansøgernes forklaringer om omstændighederne i forbindelse med, at den mandlige ansøger i 2006 skulle være blevet kidnappet af Al Qaeda, har også været divergerende, idet den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke i forbindelse hermed havde kontakt til personer udenfor, idet hans telefon blev taget fra ham, og at bortførerne ringede til hans far for at få udbetalt løsepenge. Den kvindelige ansøger har derimod forklaret, at både hun og hendes svigerfar talte i telefon med den mandlige ansøger, mens han var kidnappet. Endelig har ansøgerne forklaret divergerende om udrejsen fra Irak i 2010 med hensyn til, hvor langt tid der gik efter sønnens kidnapning til udrejsen, og hvor de opholdt sig henne, før de udrejste via Erbil i november 2010. Nævnet skal videre bemærke, at det ikke forekommer sandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie, der efter Saddam Husseins fald blev magtfuld og fik tætte relationer til flere indflydelsesrige personer i Irak, ikke var i stand til at finde ansøgerne i de mange år, de boede forskellige steder i Irak, men at de derimod skulle have været i stand til at finde frem til ansøgerne i henholdsvis Tyrkiet og Danmark, også selvom den mandlige ansøger havde et dansk mobilnummer. Ingen af ansøgerne har i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen gjort opmærksom på, at trusselsbrevet fra Al Qaeda lå blandt de dokumenter, de havde afleveret til styrelsen, hvorfor brevet først er blevet oversat under nævnsmødet, og det er i den forbindelse kommet frem, at den mandlige ansøger ikke er nævnt ved navn i brevet. Om brevet bemærkes videre, at ansøgerne har forklaret divergerende med hensyn til, om det blev fundet i garagen eller i haven, og om det var den mandlige ansøger eller et af deres børn, der fandt brevet. Endelig bemærkes, at det først er under mødet i nævnet, at den mandlige ansøger har forklaret, at der i årene fra 2006-2016 er udstedt adskillige arrestordrer på ham fra de irakiske myndigheders side, og at to af disse er blandt de dokumenter, han har afleveret til Udlændingestyrelsen. Disse arrestordrer er derfor også først blevet oversat i forbindelse med nævnsmødet. Dokumenterne nævner ikke den mandlige ansøger ved navn og fremtræder snarere som en efterlysning af den mandlige ansøgers bil, og de personer der havde stjålet dem fra ham i forbindelse med kidnapningen. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne har forklaret, at de i 2009, hvor der allerede var udstedt flere arrestordrer, valgte at rejse tilbage til Irak fra Syrien, og at ansøgerne har forklaret, at de i forbindelse med kidnapningen af deres søn i [foråret] 2010 henvendte sig til myndighederne, uden at de fik konsekvenser for den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøgers forklaringer har på en række centrale punkter været præget af, at hun ikke har været i stand til at huske centrale begivenheder, før hun direkte er blevet spurgt ind til dem. Dette gælder blandt andet i forhold til, om de blev fulgt til irakisk/syriske grænse af amerikanske tropper, og med hensyn til, om den mandlige ansøger blev skudt i benet i forbindelse med kidnapningen i 2006. Med henvisning til, at ansøgerne på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende og med henvisning til, at forklaringerne på en række punkter har været usandsynlige, og derfor i det hele forekommer konstruerede til lejligheden, kan flygtningenævnet ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund. Under disse omstændigheder kan nævnet heller ikke tillægge UNHCR´s anerkendelse af ansøgernes status som flygtninge betydning. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på ægthedsvurdering og oversættelse af trusselsbrevene, ligesom nævnet heller ikke finder det godtgjort, at har været sådanne mangler ved Udlændingestyrelsen behandling af sagen, at den af den grund bør hjemvises. Det bemærkes endeligt, at hverken den omstændighed, at ansøgerne er shiamuslimer eller de generelle forhold i Irak kan begrunde at de meddeles opholdstilladelse. Efter oplysningerne i telefonnotatet om henvendelsen til den amerikanske ambassade sammenholdt med de fremlagte dokumenter fra UNHCR, kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgerne har fået opholdstilladelse i USA, hvorfor der ikke er grundlag for at udsende dem til USA eller behandle sagen som en første asyllandssag. Ansøgerne har på baggrund af det ovenfor anførte ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/48/MGO
