Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægte-par fra Irak. Indrejst i 2015. Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer fra Duhok-provinsen, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter opløsning af deres ægteskab og eventuelle konflikter med den mandlige ansøgers far, som er modstander af ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de blev gift [i foråret] 2011. Siden begyndelsen af 2015 har den mandlige ansøgers far forsøgt at overtale ansøgerne til at lade sig skille. Ansøgerne fraflyttede i [efteråret] 2015 den mandlige ansøgers forældres hus og flyttede til en nærliggende landsby for at undgå den mandlige ansøgers fars opførsel overfor den kvindelige ansøger. Den kvindelige ansøger blev fem-seks gange opsøgt af den mandlige ansøgers far. Han råbte af hende og prøvede at presse hende til at lade sig skille. Den sidste gang, i [efteråret] 2015, han opsøgte hende slog og sparkede han hende også. Ansøgerne oplevede ikke yderligere problemer med den mandlige ansøgers far i perioden fra overfaldet til udrejsen [slutningen af] 2015. Den kvindelige ansøger har efter overfaldet truet med at sætte ild til sig selv. Den kvindelige ansøgers familie er i [slutningen af] 2016 blevet opsøgt af den mandlige ansøgers familie og overfaldet, idet familien bebrejdes, at den mandlige ansøger er udrejst, og at han ikke har lade sig skille. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes nye forklaring om, at den mandlige ansøgers far hele tiden har været imod ægteskabet, til grund. Oplysningerne herom stemmer ikke med de tidligere afgivne oplysninger og heller ikke med ansøgernes situation, herunder at der blev betalt medgift i forbindelse med ægteskabet, og at ansøgerne uden problemer boede de første mere end fire år hos den mandlige ansøgers familie. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøgers far har forsøgt at presse ansøgerne til at blive skilt, og at han én gang har opsøgt den kvindelige ansøger og slået og sparket hende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den kvindelige ansøgers familie er blevet overfaldet af den mandlige ansøgers familie, således som de har påberåbt sig. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er nogen nærmere sammenhæng i det tidspunkt, over-faldet skulle være sket på. Nævnet bemærker herved, at overfaldet skulle være sket mere end et år efter ansøgernes udrejse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at de pågældende fotos af den mandli-ge ansøgers lillebror ikke dokumenterer overfaldet, og at der heller ikke ses at være forklaret herom i forbindelse med den kvindelige ansøgers hospitalsindlæggelse. Flygtningenævnet finder, at den omhandlede konflikt er en privatretlig konflikt. Nævnet finder ikke, at konflikten har et sådant omfang og intensitet, at ansøgerne af den grund har behov for beskyttelsesstatus. Nævnet bemærker i øvrigt, at ansøgerne vil kunne tage ophold i en anden del af Irak, hvis de ikke mener, at de fortsat kan bo i [hjemby]. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgernes nyligt opståede interesse for kristendommen kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/28/AKM
