Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Salah Ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af irakiske militsgrupper, idet han er blevet forsøgt rekrutteret af ukendte mænd i sin frisørsalon i Irak. Han frygter især militsgruppen Asaib Ahle L’Haq, fordi han, gennem sin familie i Irak, har modtaget et trusselsbrev efter sin udrejse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han fra en ukendt dato i 2014 indtil sin udrejse, omkring hver anden eller tredje dag, blev opsøgt i sin frisørsalon af ukendte personer tilknyttet irakiske militsgrupper. Personerne forsøgte at overtale ansøgeren og hans mandlige kunder i frisørsalonen til at bære våben for militsgrupper. Ansøgeren udrejste af Irak [i sommeren] 2015. Ansøgerens forældre modtog den [ultimo] 2015 et trusselsbrev fra Asaib Ahle L’Haq, der var tilstillet ansøgeren. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Irak, idet han dels ikke ønsker at aftjene militærtjeneste og dels ikke ønsker at bære våben for nogen. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle situation i Irak, idet der er selvmordsbomber og mange uroligheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og kunderne i frisørsalonen blev opsøgt af ukendte mænd i 2014 men ikke i 2015. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og kunderne blev opsøgt både i 2014 og 2015, i en periode hver anden eller tredje dag, men at mændene ikke fortalte hvilken milits, de tilhørte. Til gensamtalen har ansøgeren forklaret, at mændene fortalte hvilken milits, de tilhørte, og at de medbragte militsens flag. Under nævnssamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt i en periode på 4-5 måneder fra slutningen af 2014 og fremefter, og at han udrejste, da han havde set sin bror [A] blive såret. Heroverfor har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at broderen [A] trådte på en landmine og blev såret [i efteråret] 2014, mens ansøger udrejste [i sommeren] 2015. Ansøgerens forklaring om sit asylmotiv har herudover været upræcis og uden detaljer. Når tillige henses til, at ansøgerens familie fortsat bor på samme adresse, og når ligeledes lægges vægt på, at ansøgeren til gensamtalen har forklaret, at han aldrig er blevet truet af nogen, kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med en eller flere militser af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, til grund. Af samme grund kan Flygtningenævnet ikke tillægge det trusselsbrev, ansøgeren har fremlagt, nogen vægt. Det fremgår af Nævnets baggrundsoplysninger, at der ikke er tvungen værnepligt i Irak, hvorfor ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have en konflikt med myndighederne som følge af, at han ikke ønsker at bære våben. Den generelle sikkerhedssituation i Irak er ikke af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/231/DTO.
