irak2017223

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie eller sin stamme, [X], idet hun har giftet sig med sin nuværende herboende ægtefælle uden hendes families tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i 2004 indledte et forhold til sin nuværende ægtefælle. Omkring et år senere, i 2005, henvendte ansøgerens nuværende ægtefælle sig til ansøgerens familie og anmodede om ansøgerens hånd, hvilket ansøgerens far afviste. Ansøgerens far mistænkte ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle for at have indledt et forhold, hvorfor ansøgeren herefter ikke fik lov til at forlade bopælen. Ansøgerens far meddelte hende, at hun skulle giftes med en af sine fætre, hvilket ansøgeren ikke ønskede. Få dage efter flygtede ansøgeren fra familiens bopæl og tog ophold hos hendes nuværende ægtefælles mormor. Samme aften mødte ansøgerens far og to onkler op på ægtefællens mormors bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ægtefællens morbrødre nægtede, at ansøgeren skulle opholde sig der, hvorefter ansøgeren far og onkler truede med våben. Den følgende uge overvågede ansøgerens onkler ægtefællens mormors bopæl. Umiddelbart efter, at overvågningen stoppede, blev ansøgeren og hendes nuværende ægtefælle religiøst viet. I perioden fra omkring ti dage efter vielsen og frem til ansøgerens udrejse i 2014 boede ansøgeren hos ægtefællens mormor med undtagelse af en kort periode på omkring en måned i 2006. I denne periode opsøgte ansøgerens onkler med tyve dage til en måneds mellemrum ægtefællens mormors bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren og truede ægtefællens morbrødre på livet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der indrejste i Danmark i november 2014, først har søgt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i december 2015 og således først efter, at hun havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring. Ansøgeren har forklaret, at hun, efter at hun mod sin families vilje indgik ægteskab i 2005, har måttet holde sig skjult for sin familie, og at hun i hele perioden frem til udrejsen i november 2014 boede hos ægtefælles mormor og morbrødre i et hus, der er beliggende i nærheden af det lærerseminarie, hvor ansøgeren var indskrevet, da hun i 2004 mødte sin ægtefælle. Ansøgeren har forklaret, at hendes forældre bor i en landsby beliggende ca. to timers kørsel derfra. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes far og farbrødre henvendte sig ved huset, hvor ansøgeren boede, med jævne mellemrum i perioden mellem 2005 og 2014. Ansøgeren har imidlertid under nævnsmødet forklaret, at hun, efter at hun angiveligt mod sin families vilje var blevet gift i 2005 og som følge heraf angiveligt risikerede æresdrab, kunne afslutte sin uddannelse på det samme lærerseminarie. Ansøgerens ægtefælle havde, da ægteskabet blev indgået, opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og ægtefællen har i perioder under ægteskabet opholdt sig i Danmark. Det fremgår imidlertid af de foreliggende oplysninger, at ægtefællen i lange perioder, der samlet udgør cirka otte år, opholdt sig sammen med ansøgeren i Irak. Ansøgeren har forklaret, at ægtefællen under opholdene i Irak i perioder havde arbejde. Parret har i perioden fra 2007 til 2012 fået tre børn. Det fremgår af ansøgerens forklaringer, at hun tre gange var i Iran for at få tilladelse til at indrejse i Danmark. I forbindelse med den indrejse, der fandt sted i sommeren 2014, fik ansøgeren med bistand fra sin ægtefælle ansøgt om tilladelse til at indrejse i Danmark. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring, at ansøgeren, på trods af den fare, som hun angiveligt befandt sig i, besluttede at vende tilbage til Irak, hvor ansøgeren efter sin forklaring opholdt sig i nogle måneder, før ansøgeren i november 2014 udrejste legalt fra Irak til Danmark.  Ansøgeren har ikke kunnet henvise til konkrete episoder, der ledte til, at ansøgeren besluttede at udrejse i efteråret 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er forfulgt af sin egen familie eller stamme, fordi hun mod familiens vilje har indgået ægteskab. De generelle forhold i Irak kan ikke begrunde, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/223/TPS