Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 4 børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Ansøgerne, et ægtepar, er etniske arabere og sunni-muslimer fra […] i Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter militsen Jaysh Al Mahdi. På grund af konflikt med Al Mahdi frygter han også de irakiske myndigheder, da militsen har stor indflydelse hos myndighederne. Til støtte herfor har han forklaret, at han [vinteren] 2014 fik arbejdede som chauffør for [et amerikansk firma]. Hans opgave var at transportere vagter til og fra [basen] nord for Bagdad. Han havde adgang til hele basen, hvor der bl.a. var meget amerikansk militær. Mens han kørte med 6 vagter, blev han i [vinteren] 2014 stoppet af 10 uniformerede og bevæbnede mænd. De fleste af mændene var maskerede. Mændene må have været fra Jaysh Al Mahdi. En af mændene talte med flere af vagterne. Manden forlangte, at ansøgeren skulle give dem detaljerede oplysninger om basen og de udenlandske soldater samt optage fotos af våbendepoter, de steder soldaterne sover samt ud- og indgange mv. Ansøgeren opfattede det som en dødstrussel, at manden sagde, at de vidste, hvor han og hans familie boede. Ansøgeren indvilgede i at skaffe de ønskede informationer. Til de 6 vagter sagde ansøgeren, at de ikke måtte orientere nogen om henvendelsen, og ansøgeren og de 6 vagter fortalte ikke arbejdsgiveren herom. Ansøgeren sørgede for, at hans ægtefælle flyttede hen til sine forældre, der boede i […] i Bagdad. På grund af truslen rejste han i [vinteren] 2014 på ferie i Egypten i ca. 10 dage. Efter hjemkomsten sagde han til ægtefællen, at de skulle flytte. Selv opholdt han sig derefter hos forskellige venner i […] i Bagdad. [Vinteren] 2015 blev ansøgeren ringet op af manden, der tidligere indirekte havde truet ham. Vedkommende bebrejdede ansøgeren, at han og familien havde forladt deres bopæl. Manden sagde, at ansøgeren ikke måtte tro, at han ville kunne slippe ved at flytte. Han sagde, at militsen godt vidste, hvor hans familie nu opholdt sig. Ansøgeren beroligede manden ved at give ham enkelte oplysninger om basen. Ansøgeren sagde, at det tog tid at indsamle alle de ønskede informationer, og at han nok skulle skaffe alle oplysningerne. Ansøgeren fik under ingen af de to henvendelser udtrykkelige anvisninger på, hvornår han skulle meddele oplysningerne, og hvordan han skulle videregive oplysningerne, men han kunne jo efter telefonsamtalen på sin telefon se mandens telefonnummer. Ansøgeren ophørte i [foråret] 2015 med at arbejde på [basen]. Fra [foråret] 2015 arbejdede han som chauffør og køkkenmedhjælper på den amerikanske [base] i sunni-område i Saladin provinsen. Han, ægtefællen og deres børn bosatte sig i området. Al Mahdi rettede ikke henvendelse til ham efter telefonsamtalen i [vinteren] 2015. Efter han kom til […], skiftede han telefonnummer. Militsen vidste næppe, hvor han opholdt sig. Der opstod kampe omkring […], og mange sunni-muslimer i området blev udsat for overgreb. Det gjaldt dog ikke for ansøgerne, der blev hjemme og undlod at oplyse, at de var sunni-muslimer. På grund af kamphandlingerne ved basen udrejste de legalt af Bagdads Lufthavn i [vinteren] 2015. Ansøgerens storebror, der nu er shia-muslim, har telefonisk fortalte ansøgeren, at deres lillebror for knap 2 måneder siden blev slået ihjel på vej ud af [basen], hvor lillebroren boede og arbejdede. Drabet skyldtes ansøgerens konflikter, hvilket storebroren bebrejdede ansøgeren. Storebroren sendte fotos af den døde bror og dødsattesten, da ansøgeren stillede spørgsmål ved, om lillebroren var død. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv navnlig henvist til sin ægtefælles asylmotiv, som hun først blev bekendt med efter udrejsen. Efter ægtefællen i [vinteren] 2014 sendte hende hen til hendes forældres bopæl, var hun kortvarigt tilbage på ægteparrets bopæl med henblik på at afhænde deres indbo mv. Mens hun har været i Danmark, har hendes mor telefonisk fortalt hende, at maskerede personer havde ransaget forældrenes bopæl, hvilket havde medført, at hendes far var blevet alvorlig syg. De pågældende spurgte efter hendes ægtefælle. Forældrene sagde, at ægtefællen var udrejst, og de pågældende forlod derefter bopælen. Det fremgik ikke af telefonsamtalen, hvornår ransagningen var foregået, og hun har ikke orienteret sin ægtefælle herom. Moren har oplyst, at det stadig er farligt at opholde sig i Irak. Flygtningenævnet kan lægge forklaringerne om ægteparrets identitet og mandens arbejde på baser til grund. Vedrørende vurderingen af troværdigheden af forklaringen om modsætningsforholdet til Jaysh Al Mahdi militsen lægger nævnet betydeligt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring herom har været tøvende og usikker og ikke er fremstået troværdigt og overbevisende. Under nævnsmødet har han på en række konkrete – og til dels nye – spørgsmål, svaret undvigende, og tydeligvis således, at han har været mere interesseret i at fortælle om generelle forhold eller oplyse om andet end det, der er spurgt om. Dette har bl.a. været tilfældet vedrørende spørgsmål om, hvordan han skulle informere militsen, hvor ansøgeren f.eks. på et tidspunkt oplyste, at militsen havde forventet, at han havde afleveret oplysninger på et af Al Mahdis kontorer, hvilket han senere fragik. Ansøgeren viste tillige stor modvilje mod at svare konkret på, hvor han opholdt sig fra [vinteren til foråret] 2015. Forklaringen om udskiftning af telefonnummeret var også præget af stor usikkerhed. Han har endvidere forklaret divergerende om flere spørgsmål, der ikke isoleret set kan tillægges afgørende betydning, men som må indgå i den samlede vurdering. Ansøgeren har herunder ifølge referatet af samtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2016 forklaret, at de bevæbnede militsmænd tog en af vagterne ud af bussen, samt at han efterfølgende sagde til vagterne, at han ville give oplysninger til militsen, hvorimod han i nævnet har forklaret, at vagten ikke var ude af bussen, samt at han ikke senere sagde til dem, at han ville give oplysninger til militsen. Hertil kommer, at forklaringen om, at hverken ansøgeren eller nogen af de 6 vagter orienterede deres arbejdsgiver om henvendelsen forekommer mindre sandsynlig. Den kvindelige ansøgers nye oplysning om en efterfølgende ransagning, hvor der blev spurgt efter ægtefællen, må tilsidesættes, da hun tydeligvis viste betydeligt modvilje mod at svare konkret herom, herunder om, hvornår moren oplyste hende om ransagningen samt om, hvornår ransagningen skulle have fundet sted. Det forekommer herved usandsynligt, at moren ikke fortalte, hvornår faren var blevet alvorlig syg, og dermed også, hvornår de var blevet udsat for ransagningen. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger i givet fald ikke har fortalt sin ægtefælle herom. Nævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers brors død skulle have noget med ansøgernes asylmotiv at gøre. Samlet set kan nævnet dermed ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger er blevet truet af Al Mahdi militsen eller i øvrigt har en konkret konflikt med militsen eller de irakiske myndigheder. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de på grund af deres individuelle, konkrete forhold, herunder at manden har arbejdet på baser, er i reel risiko for, at de i Irak vil blive udsat for forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en vurdering af baggrundsoplysningerne, herunder de seneste, findes den sikkerhedsmæssige situation i Irak endvidere ikke at være af en sådan karakter, at den omstændighed, at ægteparret fra Bagdad er sunni-muslimer med mindreårige børn, er tilstrækkelig til, at det på grund af de generelle forhold vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at udsende dem til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/220/kaa
