Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og shia-muslimer af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter overgreb fra såvel militser, herunder IS, som står bag flere angreb på ansøgernes familie i 2015, som myndighederne, idet den mandlige ansøger har forladt sin stilling i det offentlige. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger arbejdede som officer i sikkerhedstjenesten i det nationale sikkerhedsapparat, hvor han fra 2005 og frem til ansøgernes udrejse udførte administrativt arbejde. I [foråret 2005] blev ansøgernes yngste søn, [A], kidnappet. Kidnapperne truede med at slå [A] ihjel og forlangte 50.000 dollars i løsepenge, hvilket beløb blev fremskaffet, hvorefter [A] blev løsladt og vendte hjem mishandlet med blandt andet højre arm brækket. [I sommeren 2015] kom den mandlige ansøger via en kollega i besiddelse af et trusselsbrev, hvorefter et fremtrædende IS-medlem ville slå personer fra den mandlige ansøgers arbejdsplads ihjel, herunder den mandlige ansøger med navns nævnelse. I [sommeren 2015] blev ansøgernes bil beskudt bagfra af ukendte gerningsmænd, mens ansøgerne og deres datter og yngste søn kørte på motorvejen. I [sommeren 2015] konstaterede den mandlige ansøger, at en motorcykel – på hvilken politiet senere fandt sprængstoffer – var parkeret foran familiens hoveddør. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne under asylsagens behandling – både indbyrdes og hver for sig – har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Begge ansøgere har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen fra [A’s] kidnappere blev modtaget på ansøgernes bopæl, hvorimod de til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har forklaret, at sedlen blev modtaget på den kvindelige ansøgers brors bopæl. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at sedlen blev modtaget to til tre dage efter kidnapningen, hvorimod ansøgerne i øvrigt har forklaret, at sedlen blev modtaget samme aften, som [A] blev kidnappet. Den mandlige ansøger har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgernes søn [B] befandt sig i bilen og sad bag ansøgeren, da der i [sommeren] blev skudt mod bilen. Ansøgernes datter [C] har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at begge hendes brødre var i bilen under skudepisoden. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at [B] ikke var med i bilen, hvilket hun ikke omtalte til sin oplysnings- og motivsamtale. [B] har til sin oplysnings- og motivsamtale meget detaljeret forklaret om skudepisoden og sin tilstedeværelse i bilen, hvorimod han til asylsamtalen har forklaret, at han ikke var til stede. Ansøgerne – og deres to børn i de sambehandlede sager – har alle for Flygtningenævnet forklaret, at [B] ikke var til stede i bilen. Der er herudover i de sambehandlede sager blandt andet forklaret divergerende om, hvor langt væk den kvindelige ansøgers bror boede, om kidnapperne meddelte hvem de var, hvorledes der blev skudt gennem bilen, hvor stor løsesummen var og om familien blev evakueret i forbindelse med fjernelse af sprængstoffer fra motorcyklen. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af [A]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/216/mah
