Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et irakisk ægtepar samt fire børn. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
” Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af Jaysh Al Mahdi, Quwat Badr og Asaeeb Ahl El Haq militserne, idet han ikke har fulgt deres ordre om at forgifte den mad, som ansøgeren lavede på sin arbejdsplads til den amerikanske virksomhed […]. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2010 var på vej hjem fra sit arbejde, som kok i den amerikanske virksomhed […]. Ansøgeren blev opsøgt af to mænd iklædt militæruniformer, som tvang ansøgeren ind i en bil, hvor der sad to andre mænd. De fire mænd anklagede ansøgeren for at være agent, men tilbød samtidig ansøgeren, at de ikke ville skade ham, såfremt han indvilligede i at samarbejde med dem ved at forgifte maden på ansøgerens arbejdsplads. Ansøgeren fik derefter lov til at gå. Tre måneder efter denne episode blev ansøgeren kontaktet af sin ægtefælle, imens han var på arbejde, fordi ægtefællen var blevet opsøgt på bopælen. Ansøgerens ægtefælle forklarede, at to til tre sortklædte personer havde spurgt efter ansøgeren og havde sagt, at ” Vi kan godt nå ham, giv ham denne kuvert”. Mændene afleverede i den forbindelse en kuvert, hvori der lå en patron samt et citat fra koranen. I de efterfølgende 45 dage opholdt ansøgeren sig på sin arbejdsplads, som lå i den grønne zone i Bagdad, hvorefter ansøgeren sammen med sin ægtefælle søgte tilflugt i Samarra. En måned til halvanden måned før ansøgerens og ansøgerens ægtefælles udrejse [i vinteren] 2015, genkendte ansøgeren en af de mænd på markedet i Samara, som havde opsøgt ansøgeren i [foråret] 2010. [I vinteren] 2015 valgte ansøgeren og ansøgerens ægtefælle derfor at udrejse legalt fra Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund, idet ansøgernes forklaringer fremstår utroværdige og konstruerede. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgernes forklaringer er divergerende, og at den mandelige ansøger har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at den mandlige ansøger i ansøgningsskema [fra vinteren] 2015 om sit asylmotiv har oplyst, at årsagen til, at han og familien flygtede fra Samarra var, at provinsen faldt i hænderne på ISIL, og at han flygtede af frygt for sin kone og børn. I samtalerne med Udlændingestyrelsen har den mandlige ansøger forklaret, at han og familien flygtede, fordi han en til halvanden måned før udrejsen på et marked i Samarra så en af de mænd, som i [foråret] 2010 havde truet ham med henblik på, at han skulle forgifte deres mad, han som kok lavede til de amerikanske styrker i Irak. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret udbyggende. Da han til asylsamtalen [fra vinteren] 2016 fik at vide, at det undrede Udlændingestyrelsens repræsentant, at de personer, som truede ham i [foråret] 2010 tog hans id-kort, når de ønskede, at han skulle forgifte maden på militærbasen, svarede han, at mændene vidste, at han var et kendt ansigt og nemt kunne komme ind på området. Forespurgt hvordan mændene vidste det, svarede den mandlige ansøger, som en ny oplysning, at mændene havde sagt til ham, at de havde oplysninger om, at han havde arbejdet for militæret i lang tid. Den mandlige ansøger har videre forklaret udbyggende om militsernes bestræbelser på at finde ham. Da Udlændingestyrelsens repræsentant i asylsamtalen undrede sig over, at militserne ikke på noget tidspunkt havde opsøgt ansøgerens eller ansøgerens familie, når de ønskede at dræbe ham, forklarede ansøgeren, som noget nyt, at militsen, efter at ansøgeren og familien var rejst til Samarra, kom til det område, hvor ansøgeren havde boet og spurgte efter ham, hvilket hans familie har oplyst ham. Henset til denne oplysnings betydning for ansøgernes asylmotiv, finder nævnet, at det svækker troværdigheden af den mandlige ansøgers forklaring, at han ikke selv under den frie fortælling forklarede herom. Det svækker endvidere troværdigheden, at den kvindelige ansøger ikke har forklaret herom. Tværtimod har hun svaret benæg¬tende på et spørgsmål om, hvorvidt hendes svigerfamilie har oplevet noget, som har relation til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret udbyggende om henvendelserne fra militserne. Da Udlændingestyrelsens repræsentant i asylsamtalen undrede sig over, at militsen først 3 måneder efter, at den havde opsøgt den mandlige ansøger, gav den kvindelige ansøger et trusselsbrev og i øvrigt ikke foretog sig yderligere, forklarede den mandlige ansøger som noget nyt, at militsen i en lang periode sendte sms’er til den mandlige ansøger og spurgte, hvor han var, og at de ville møde ham. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret divergerende. Til asylsamtalen forklarede den mandlige ansøger, at han i perioden fra, at han så en af de mænd, der havde truet ham, til udrejsen ikke forlod hjemmet. Dette støttes ikke af den kvindelige ansøgers forklaring, idet hun til sin asylsamtale [fra vinteren] 2016 har forklaret, at den mandlige ansøger ikke stoppede med at arbejde på noget tidspunkt inden udrejsen. Nævnet lægger også vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvor længe inden udrejsen den mandlige ansøger så en af de personer, som havde truet ham. Den mandlige ansøger har forklaret, at han så personen en til halvanden måned inden udrejsen, hvorimod den kvindelige ansøger har forklaret, at det var omkring otte måneder inden udrejsen. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret påfaldende udetaljeret om den episode, hvor militsen kontaktede hende. Hun har således ikke svaret præcist på, hvor mange personer der opsøgte hende, men har angivet, at hun blev opsøgt af to til tre mænd. Endvidere har den kvindelige ansøger til asylsamtalen ikke kunnet huske, om der var et brev i den kuvert, hvor der var en patron. For nævnet har hun forklaret, at der alene var et koranvers i kuverten. Hertil kommer, at den mandlige ansøger til asylsamtalen har forklaret, at han frygter de generelle forhold i Irak, herunder at det et ikke er muligt at få en uddannelse, ligesom han har svaret bekræftende på spørgsmålet om, hvorvidt det var de generelle sikkerhedsforhold, økonomien samt børnenes dårlige institutions- og uddannelses-muligheder, der var årsagen til, at ansøgerne valgte at udrejse. I tilknytning til besvarelsen af spørgsmålet tilføjede den mandlige ansøger, at udrejsen ligeledes skyldtes truslerne fra 2010. Afslutningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke finder, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at den i sig selv kan begrunde, at der meddeles ansøgerne opholdstilladelse. Nævnet er opmærksom på, at ansøgerne har forklaret, at deres bopæl én gang er blevet ransaget som led i en generel ransagning af flere huse, men nævnet finder ikke, at denne omstændighed kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Irak/2017/210/lrn
