Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af en person, [P], samt militsen [M], idet ansøgeren har afvist at udføre at udføre en opgave for dem. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2010 begyndte at arbejde med reparationer omkring [et fængsel] på [en militærbase]. Fra 2012 begyndte ansøgeren desuden at arbejde inden for fængslets mure som inspektør af bygningsreparationerne. I vinteren 2014 blev ansøgeren opsøgt af fire personer fra [M], som advarede ham mod at drikke alkohol, høre musik og feste, fordi han, som boede i et shiamuslimsk område, skulle overholde deres normer. I [foråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af [P], der ønskede at mødes med ham, hvilket ansøgeren gjorde dagen efter. [P] ville have, at ansøgeren skulle hjælpe ham med at befri to fanger fra al-Huut-fængslet. Det ønskede ansøgeren ikke, og [P] sagde derfor til ansøgeren, at han skulle huske, at al-Hajj beskyttede ham, og at han skulle tage sig tid til at tænke over [P]s forespørgsel. Omkring en uge til 10 dage senere ringede [P] til ansøgeren og bad ham om at hjælpe med at befri fangerne, hvilket ansøgeren igen afslog. [P] gav derefter ansøgeren lidt mere betænkningstid. En uge til 10 dage efter første opkald ringede [P] igen til ansøgeren, og da ansøgeren igen afslog at hjælpe fangerne fri, blev [P] vred og sagde, at ansøgeren skulle udføre opgaven. Mellem første og andet opkald blev ansøgerens parkerede bil påkørt af en pick-up truck uden nummerplader. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt af [P] på sin bopæl. [P] havde en mobiltelefon med, som han ville have ansøgeren til at smugle ind i fængslet, hvilket ansøgeren afslog. Da ansøgeren afslog, blev [P] vred og sagde, at det skulle han få betalt. [En dag i sommeren] 2015 blev ansøgerens mor slået ihjel af et skud, mens hun sad i ansøgerens garage. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af [P], som sagde, at ansøgeren nu havde modtaget straf nummer et, og at straf nummer to ville ramme ham, hvis han ikke udførte [P]s opgave. Ansøgeren forlod herefter sin bopæl, anbragte sin ægtefælle og børn hos sin moster, og tog selv hen til en ven, hvor han opholdt sig, indtil han [på en dato i efteråret] 2015 udrejste af Irak. Ansøgerens morbror er efterfølgende blevet opsøgt to gange af henholdsvis en person, der arbejder for [P], og senere af [P] personligt. Ansøgeren har endvidere for Flygtningenævnet henvist til, at han har kræft, som han ikke kan få behandling for i Irak. Flygtningenævnets flertal finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer påfaldende og usandsynlig. Flertallet finder det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der ikke har nogen uddannelse, skulle stå som leder af renoveringsarbejdet, herunder som leder for flere ingeniører, i [et fængsel], som ligger på [en militærbase] i Bagdad. Flertallet finder det ikke sandsynligt, at militsen [M] skulle have brug for ansøgerens hjælp til at få to fanger ud af fængslet og til at smugle en mobiltelefon ind i fængslet, henset til ansøgerens oplysninger om, at militsen selv er en del af myndighederne. Flertallet finder det endvidere ikke sandsynligt, at ansøgerens mor skulle være blevet slået ihjel som følge af ansøgerens forhold. Endvidere beror det på ansøgerens egen formodning, at det var nogen fra [M]-militsen, der påkørte hans bil. Flertallet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke tog nogen særlige forholdsregler for at beskytte sin ægtefælle og sit barn, og finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han skulle have placeret ægtefællen og barnet hos mosteren, mens han selv tog ophold hos sin ven [V], der boede i et beskyttet område. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige forhold og de generelle forhold i Irak kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/205/MGO
